De seneste par år er folk i tiltagende grad begyndt at spørge til min nationalitet, førstehåndsindtrykket er dansk, men så er der lige det mærkelige efternavn. Fakta er, at jeg er født her og har boet i Danmark det meste af mit liv. Jeg er gået hele vejen igennem det danske uddannelsessystem fra folkeskole til universitet, og kunne man se i mit hjerte, så er det også aldeles rodfæstet i den danske muld og i den nordiske kulturkreds. Men mit pas det er altså nederlandsk.

Jeg må spole 44 år tilbage i tiden for at forklare det. I 1971, da jeg blev født, var lovgivningen stadig sådan, at et barn født i Danmark automatisk modtog statsborgerskab fra sin far, hvis forældrene var gift, også selvom mor var dansker og far en helt anden nationalitet. Årene gik, lovene forandrede sig, og jeg kan læse, at jeg skulle have modtaget et tilbud om naturalisation, umiddelbart inden jeg fyldte 18 år. Det var en periode, hvor jeg strejfede omkring i Europa, og hvor jeg i øvrigt ignorerede alle henvendelser fra offentlige myndigheder; så sandsynligvis fik jeg et brev, som jeg aldrig nogensinde åbnede, og jeg forblev derfor lykkeligt udvidende – en nederlænder.

Jeg må indrømme, at jeg dengang ikke tænkte videre over, hvad mit nederlandske statsborgerskab betød. Det var i bedste fald flertydigt, lejlighedsvis til at holde det danske samfund ude i strakt arm og tage afstand, når jeg følte mig fremmed i det, simpelthen ved at konkludere ”Nå, men jeg er heller ikke en rigtig dansker”. På andre tidspunkter uundværligt, fordi det føltes som et bånd til en anden verden og til min farmor, som jeg elskede. [Når jeg af og til dukkede op på hendes dørtrin, så havde hun på forunderlig vis altid en æbletærte fra Albert Heijn i køleskabet, til deling, og en uudtømmelig tekande, som vi drak af i dagevis]

Næste gang jeg ser op, er der gået mange år. Min datter er voksen og dansker, og jeg skal til at have fornyet mit pas og tænker, at jeg måske alligevel lige skulle undersøge det med statsborgerskabet. Det gør jeg, og det viser sig, at jeg er født i et hul i lovgivningen. Jeg er blandt en gruppe personer som ikke automatisk kan få ændret deres statsborgerskab til dansk, selvom de har en dansk forældre og i øvrigt har levet, læst og arbejdet hele deres liv i Danmark. Beskeden er, at jeg skal søge på normal vis og op til ’dansk-testen’ – en test på dengang 37 spørgsmål, hvis korrekte besvarelse afgør om man kommer i betragtning som dansker (altså forudsat at alle andre forhold er i orden). Jeg blev interesseret og skrev til justitsministeriet, om det nu også virkelig kunne passe. Det kunne det. Jeg trak på skulderen og fik ikke rigtigt gjort noget ved det. Travlt på arbejdet, travlt med tusind ting, og hvad betød det i øvrigt. Jeg var jo dansker af hjerte og europæer i udsyn. Det var nok.

Så begyndte spørgsmålene og nogle gange stikpillerne at melde sig. Jeg blev pludselig pinlig bevidst om, at selvom jeg forstår og læser udmærket nederlandsk, så er det kun mit fjerde bedste talesprog og min accent kan man skære i, så tyk er den. Ud over dagene med min farmor og familiebesøg har jeg aldrig rigtigt brugt sproget. Jeg har et god