Jeg tænker, at det er et kendt fænomen; man når ikke sin bus og benytter ventetiden til at tænke på, om det mon betyder noget. Jeg ved, at jeg muligvis ikke når frem til tiden, muligvis er der nogen som jeg må kontakte. Men hvor meget betyder det. Er sagen den, at jeg nu ikke mødte den person, som sagde lige netop det, som endelig fik mig til at overtage verdensherredømmet og få rettet op på nogle ting, eller som måske fik mig til at indse at det var nu, jeg skulle gå på landevejen og blive der. Er det bussen, den missede bus, der får himlen til at falde ned over mit hoved. I det hele taget, hvis jeg kunne se alting på lang afstand, hvad var det så der ændrede min kurs, var det uvedkommende tilfældigheder – som bussen, den bus – eller det jeg selv ville pege på som væsentligt, fordi jeg på netop på det punkt virkelig havde gjort mig umage og været bevidst om altings betydning. Er det måske begge dele. Eller er det fuldstændigt lige-gyldigt om det er et enten-eller eller et både-og, fordi jeg stadig er så villig til at være involveret i det hele – i livet – uanset hvad.

Jeg ved egentlig ikke, om jeg havde tænkt noget lignende den dag, jeg her vil fortælle om. Men på et eller andet tidspunkt har jeg tænkt det, og det var sandsynligvis den slags tanker, der var udslagsgivende for min beslutning om, trods alt lige at undersøge den sti. I finder mig gående i nærheden af Brabrandsøerne i nærheden af Aarhus. Jeg har gået der ret ofte i de sidste fem år, jeg er i begyndelsen af min tur, og jeg går langs en ret stor vej. 400 meter længere fremme er der ført en motorvejsbro hen over vejen, og det er omtrent der jeg normalt beslutter mig for enten den ene eller anden rute ud i landskabet. Jeg går altid på vejens venstre side på vej ud og kan på den højre side se de yderliggende huse i et parcelhuskvarter og derefter noget buskads op til broen. Jeg har selvfølgelig bemærket, at der er en åbning i buskadset, men jeg er sikker på, at det fører op til parcelhuskvarteret, et almindeligt hegn mod trafikstøjen, så jeg har ikke gidet at undersøge det. Men denne dag, hvor jeg er særligt ubeslutsom i forhold til hvor jeg vil gå hen, beslutter jeg mig for at krydse over vejen og til lige at kigge ind.

Der er en lille sti og hurtigt efter en bæk der glimter. Jeg følger bækken og den ligger skyggefuldt i bunden af en istidskløft med store gamle træer på skrænterne langs og motorvejen i skarp konkurrence parallelt buldrende over bækkens klukken og brusen. En mægtig opdagelse synes jeg, en slags tidslomme, og hvor fortryllelsen for nogle måske ville være brudt på grund af støjen fra motorvejen, så synes jeg næsten, at den understreges af selvsamme. Stedet har gemt sig under den. På et kort ser jeg efterfølgende at bækken ender efter cirka 800 meter ved en række huse – Odinshøj, men jeg har følelsen af, at jeg har bevæget mig meget længere, da jeg dukker op der, og der er også gået mere end tre timer, da jeg endelig stikker hovedet ud af buskadset og misser mod sollyset igen.

Billederne jeg her viser jer stammer fra de første to ture ned i Kløften. Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå det vand. Måden det passerer gennem landskabet, flytter sig rundt om sten og grene og holder sig oppe, selvom det er flydende, i strømninger som jeg ikke kan se hvordan opstår. Det er kun en lille bæk, men vandet er stort, når man ser det helt tæt på, det fylder ligeså meget som hvis det var en mægtig flod. Klart og køligt mellem fingrene. Det ser tilbage. Bevægeligt.