Vi er på vej gennem Friesland, og jeg får øje på et kirkespir. Det minder mig om alle de gange jeg har hørt min far fortælle at ligegyldigt, hvor man står i det frisiske landskab, kan man se et kirkespir. Det snedige i postulatet ligger selvfølgelig i, at man altid kommer i tanke om det, når man rent faktisk ser et kirkespir. Hver gang pirker det til en indre trods, og jeg ville ønske jeg kunne finde et spirløst sted, men det er endnu ikke lykkes. Landskabet er fladt som en pandekage, og det eneste der rager op er kirkerne, der danner centrum for pittoreske små landsbyer, der pryder den grønne slette.
Jeg er på roadtrip med min søster Rikke, min niece Robyn og mine to døtre. Vi er klemt sammen i vores Peugeot 206 SW, særligt stakkels Robyn, der sidder fastspændt mellem baby Nor og Kaia på bagsædet.
Vi er kommet i Nederlandene siden vi var små, dog for mit vedkommende fortrinsvis som påhæng til forældrebesøg, og nu synes tiden moden til at opleve Friesland på egen hånd. Vi er nysgerrige og har bedt vores onkel Simon, som huser os, om at varsko et par lokale om at søstrene ønsker at tale med dem.
Efter et par dage med forskellige frisiske indslag, besøger vi en tidlig morgen den lokale bondemand, Tjalling Rodenhuis, der med offentlig støtte har omlagt en del af sin jord. Det har betydet at bestanden af engfugle som fx viber, kobbersnepper og ryler, er steget markant. Han tilbyder at vise os fuglenes yngleplads, så vi med egne øjne kan se forskellen mellem den omlagte jord og de konventionelle marker.
Foto: Rikke Kooistra
Vi når lige et smut gennem kostalden inden turen går videre ud over markerne, og da Tjalling kommer for at hente os, bliver han modtaget af en muh’en så gennemtrængende, at jeg må trække på smilebåndet. Ingen tvivl om at de ved, hvem han er. Vi vandrer afsted ud over markerne, og mens vi bliver vist rundt, kan vi høre køerne i stalden. Deres muh’en bliver stadig mere insisterende, og da jeg spørger, hvorfor de er så højlydte, får jeg at vide, at de venter på at blive lukket ud. De kalder altså på ham.
Da vi kommer tilbage fra vores vandring, åbner han for porten, og de fine køer trasker en efter en ud i det tågede, våde frisiske landskab, ivrige men rolige. Til sidst kommer en ko, der ikke ser ud til at være i helt samme stand som de øvrige. Hun er lidt mere slidt og står længe og spejder ud over markerne, før hun meget langsomt med en værdighed forbeholdt de ældre, slutter sig til de andre. Tjalling fortæller, at koen er 15 år gammel, og at de normalt ikke får lov at blive mere end 10 år gamle. Men denne ko har givet ham over 100.000 l mælk og har båret en kalv hver gang hun er blevet insemineret. Og så er hun i øvrigt en sød ko.
Denne billedserie er taget af Rikke, da vi besøgte Tjalling Rodenhuis og hans søde køer.
Tjallings bedrift er ikke økologisk. Det økologiske foder er for dyrt, og hans jord ikke stor nok til at kunne bespise hans køer udelukkende med græs fra egne marker. Men hos Tjalling kommer køerne ud ligeså snart vejret er stabilt og varmt nok, og de bliver ude så længe temperaturen holder.
Desuden har landmændene, der ejer andelsmejeriet som indvejer Tjallings mælk, besluttet at de konventionelle landmænd, der har deres malkekøer på græs, får en højere pris for mælken end hvis køerne står opstaldet året rundt. Mælken bliver ikke solgt separat, men blandes med mælk fra permanent opstaldede køer. Ordningen er iværksat udelukkende fordi landmændene mener, at der er en værdi i at lade køerne græsse. At dyrene hører til i det frisiske landskab, ja, at de er en del af det frisiske landskab.
Foto: Rikke Kooistra
I Danmark går det i den modsatte retning. Ifølge SEGES, som er videncenter for brancheorganisationen Landbrug og Fødevarer, kom cirka 75 % af de konventionelle køer på græs i 2003. I 2013 var tallet faldet til cirka 25 %. Årsagen er at de danske kvægavlere er gået fra småbedrifter med varieret dyrehold til store specialiserede bedrifter. Med 40 malkekøer er det overskueligt at sende dem på marken, med 160 er det ikke. Og de danske landmænd mener ikke, at der er økonomisk incitament nok til at sende dyrene på græs.
Men okay ifølge lobbyisterne er det faktisk også sådan, at når køerne selv kan vælge mellem en stald fyldt med pesticidrigt kraftfoder og en græsmark, så går de i stalden. Jeg tror, jeg vil prøve et tilsvarende eksperiment med min ældste datter. Sætte en skål slik og en skål grøntsager foran hende og bede hende vælge. 10 ud af 10 gange vil hun vælge slikket, så det må være bedst for hende.
Foto: Rikke Kooistra
Det er en uheldig tendens, hvis du spørger mig. Og ved folk det egentlig? At hvis man drikker et konventionelt glas mælk fra danske kvægavlere, så er der størst sandsynligheden for at malkekoen aldrig har sat klov på græs? Hvis du spørger tænketanken, er der ingen beviser for at afgræsning af malkekøer er ensbetydende med bedre dyrevelfærd. Tværtimod, slår de fast, kan køerne risikere at beskadige klovene på vej til og fra marken (!). Ifølge dem er definitionen på en taberko, en ko der har svært ved at klare sig i konkurrence med andre køer. Men de virkelige taberkøer er vel dem, der uheldigvis er opstaldet året rundt uden mulighed for at komme på græs?
På en solrig aftentur lidt uden for landsbyen kommer vi forbi en mark med store kalve. Da vi stopper stimler de straks op omkring os, afventende og nysgerrige. Vi klapper dem, og plukker græs til dem, som de ikke gider spise, for de har rigeligt, og det slår mig igen, at man skal kunne se sin ko i øjnene. Se den og vide at den har haft et godt liv. Er det for meget forlangt? At kunne kigge ind i de store, chokoladebrune øjne og sige: ”Hej ko, dig vil jeg gerne spise”, eller ”din mælk vil jeg godt give et par kroner ekstra for at drikke”. Hver gang jeg står i supermarkedet for at købe hakket oksekød eller minimælk, så tænker jeg på Tjalling og hans søde ko. På hvor umuligt det er som forbruger at skelne mellem taberkøer og søde køer. At det er absurd, at det øgede fokus på dyrevelfærd og økologi har haft den effekt på det konventionelle landbrug, at dyrene ikke kommer på græs.
Foto: Rie Bojer Kooistra
Der findes garanteret landmænd som Tjalling blandt de 25 % danske landmænd, der stadig lukker deres malkekøer på græs. Men oddsene er for dårlige, og når jeg ikke kan se på kartonen om koen har været på græs, er jeg lige vidt. Alternativet er at købe økologiske og/eller frilandsprodukter. Og det er vel ikke længere så meget et alternativ, som den eneste meningsfulde vej frem.
På vej hjem til Danmark i Peugeot’en, godt pakket op med obligatoriske nederlandske lækkerier, ser jeg mig omkring i det frisiske landskab, ikke efter kirkespir, men dyr. Der er får, heste og køer overalt – og ikke en taberko i sigte.
Foto: Rie Bojer Kooistra
P.S. Når du køber økologisk mælk eller oksekød i Danmark, er du ifølge SEGES sikret:
- ingen brug af pesticider og handelsgødning i marken
- dyrene skal på græs om sommeren mellem 15. april og 1. november
- alt foder skal være økologisk dyrket
- andel af grovfoder skal være minimum 60 % foderet skal være GMO-frit (dvs. fri for genmodificerede afgrøder)
- kalve skal have mælk i 3 måneder
- dyrene skal have motion hver dag
- tilbageholdelsestid for mælk og kød, som kommer fra medicinbehandlede dyr er dobbelt så lang som i konventionelle besætninger.
I Nederlandene er antallet af kvægavlere, der sender deres køer på græs også faldene, men ikke i samme grad som i Danmark. 70 % af malkekøerne fra konventionelle landbrug kommer stadig på græs.