Det føles som vinter. Koldt. Mørkt. I toget på vej på arbejde, sidder næsten alle mine medpassagerer med blikket rettet stift nedad mod mobilen, få kigger længselsfuldt ud af vinduet, ingen på hinanden. På den anden side af gangen sidder en tydeligt meget forkølet mand – han hoster, nyser – og forsøger at ignorere de mistænksomme blikke. Gulvet er sjappet og beskidt, varmen skruet op, og folk sveder i deres vinterjakker. Men de bliver på. Ud af vinduet suser Fælleden forbi som et sløret fotografi i grå og brune nuancer.
Som de fleste passagerer er jeg åndsfraværende. Hvis jeg overhovedet registrerer min forkølede rejsefælle, er det udelukkende, fordi jeg er midt i en fortælling om en altødelæggende pandemi, en streng af svineinfluenza med en dødelighed over 99 % og en inkubationsperiode på et par timer, der på det nærmeste udrydder menneskeheden. Et nys fra min rejsefælle og et kort sekund flyder fiktion og virkelighed sammen, og det slår mig, hvor hurtigt sådan en virus ville spredes, når man tænker på hvor tæt på hinanden vi bor og lever.
Alle former for pandemisk litteratur eller film minder mig om Outbreak – 90’ernes biografhit med Dustin Hoffman i hovedrollen. Det er fået op for mig, at jeg i mine teenageår har været særlig modtagelig for filmiske indtryk af enhver art, hvilket betyder at film fra 90’erne har det med at dukke op i min bevidsthed – også uinviteret. Outbreak følger samme opbygning som den kaskade af katastrofefilm, der dukkede op i samme årti: Katastrofen indtræffer på grund af (rumvæsner, russere, meteor, virus, solen, vulkan m.v.), herpå følger kaos og endelig mennesker, der dør eller overlever. Det, der synes det absolut stærkeste budskab i alle disse film, er, at når katastrofen rammer, overtager instinktet. Det handler om overlevelse og om menneskelige relationer. Fælles for katastrofefilmene er selvfølgelig også, at når rumvæsenerne er besejret eller meteoren sprængt fortsætter menneskeheden ufortrødent, måske en smule klogere end før.
Formidlingen af virkelighedens katastrofer, følger til dels samme struktur, dog med væsentlige forskelle. I dagene efter 11. september blev det i amerikanske medier slået fast, at vi nu befandt os i en tid, hvor virkeligheden overgår fantasien. Skønlitterære forfattere blev bedt om at kommentere begivenhederne, som om netop forfattere havde en særlig evne til at navigere i det ubegribelige. Når man dykker ned i de meget interessante kronikker, der udkom i dagene umiddelbart efter angrebet, er der særligt to fortællinger, der dominerer. Frygten for fremtiden og den personlige historie.
I en kronik fra den 15. september 2001 beskriver den britiske forfatter Ian McEwan, hvordan en TV station afspiller en telefonbesked fra en kvinde, der var fanget i et af de to brændende tårne. Opkaldet er til hendes mand, som sov og derfor ikke tog telefonen:
“We heard her tell him through her sobbing that there was no escape for her. The building was on fire and there was no way down the stairs. She was calling to say goodbye. There was really only one thing for her to say, those three words that all the terrible art, the worst pop songs and movies, the most seductive lies, can somehow never cheapen. I love you.
She said it over and again before the line went dead. And that is what they were all saying down their phones, from the hijacked planes and the burning towers. There is only love, and then oblivion. Love was all they had to set against the hatred of their murderers.”
Billedet af de to tårne, den blå himmel og flyet. Billeder af down town New York i flammer, mennesker på flugt, alle hvide af støv. Billeder af brandmænd, der leder efter overlevende i ruiner. Det var ikke kun bevidstheden om at tårnene faldt, men at man så alting ske. Medierne var spækket med personlige beretninger efterfølgende, som for at opveje det faktum at den medierede virkelighed, timerne tilbragt foran TV’et med de samme billeder dansende for nethinden, føltes uvirkelige, præcis som var det en af forrige årtis katastrofefilm.
Men hvor 90’ernes katastrofefilm alle ender med den klassiske forløsning i form af en passerende storm eller forbrydere i håndjern, markerede 11. september snarere begyndelsen på en periode, hvor frygten for fremtiden dominerer den offentlige debat. De umiddelbare reaktioner på angrebet sætter teten:
“I have never seen a generically familiar object so transformed by effect. That second plane looked eagerly alive, and galvanised with malice, and wholly alien. For those thousands in the south tower, the second plane meant the end of everything. For us, its glint was the worldflash of a coming future.
…. Our best destiny, as planetary cohabitants, is the development of what has been called “species consciousness” – something over and above nationalisms, blocs, religions, ethnicities. During this week of incredulous misery, I have been trying to apply such a consciousness, and such a sensibility. Thinking of the victims, the perpetrators, and the near future, I felt species grief, then species shame, then species fear.” -Martin Amis
På mange måder var 11. september begyndelsen på en tid, hvor retorik om terror, frygt og religiøs fanatisme flyder ud af den vestlige kollektive bevidsthed. Og måske blev der midt i sorg, vrede og fortvivlelse frigivet et rum til at forestille sig det utænkelige. I krydsfeltet mellem den personlige historie og frygten for fremtiden opstod et spørgsmål. Hvad sker der efter altings ophør? Der hvor man ikke kun fortæller om katastrofen, men om livet efter den. Enter – eller måske re-enter – den post-apokalyptiske fortælling.
Det er vel nok en tilsnigelse at koble markante verdensbegivenheder så konsekvent til en genre, især fordi post-apokalyptiske fortællinger jo ikke er en genre, der først så dagens lys efter 11. september, og det er vel heller ikke sådan, at man i lige linje kan spore en sammenhæng mellem 11.september og flygtninge der huses i telte i snevejr, eller den danske regering der advarer flere mod at komme ved hjælp af avisannoncer og slet skjulte trusler om fratagelse af vielsesringe. Men det er den slags, der fodrer fantasien med tanker om post-apokalyptiske samfund.
De fleste post-apokalyptiske fortællinger efter 11. september, som for eksempel Cormac McCarthys roman, The Road, beskriver rædselsscenarier, verden som et ødeland beboet af voldsmænd og kannibaler. En far og hans søn og deres håbløse færd mod havet, som næsten ikke engang er en historie om overlevelse, men om kærlighed og død. En stærk, men dyster fortælling. Eller tv-serien ”Walking dead”, hvor en virus forvandler folk til zombier, mens en sejlivet gruppe af adrenalinpumpede individer er i konstant kamp for overlevelse. Her synes handlingen reduceret til forsimplede moralske dilemmaer a la: hvis jeg skyder zombien til højre, dør mit livs kærlighed, og hvis jeg skyder zombien til venstre, dør alle andre. Fælles for begge fortællinger er at det ser sort ud for menneskeheden post apokalypse. Og ikke kun fordi menneskeheden som hele er skrumpet gevaldigt i volumen, men fordi mennesket rundet af de apokalyptiske omstændigheder er fordærvet.
Hvilket bringer mig tilbage til togturen. En af grundene til at jeg er helt og aldeles opslugt på vej på arbejde, er, at der i Emely st. John Mandels roman ”Station Eleven” er plads til både fordærvelse og skønhed.
Handlingen foregår både før, under og cirka 20 år efter udbruddet. De første år er beskrevet som blodige og mørke, og 20 år efter er det stadig ikke ufarligt at færdes på vejene. Romanen følger en omvandrende teatertrup, der turnerer mellem små beboede enklaver et sted i Nordamerika. Selvom romanen til dels er bygget op omkring et genkendelig plot, en antagonist i form af en profet, der får handlingen til at skride frem, så bryder forfatteren med forestillingen om at frygt nødvendigvis er det bærende element i en post-apokalyptisk verden. Det, der driver romanen og rejsetruppen fremad, er en insisteren på at ”overlevelse er utilstrækkelig”, at mennesket ubønhørligt vil tiltrækkes af det smukke og det gode.
”The symphony performed music – classical, jazz, orchestral arrangements of pre-collapse pop songs—and Shakespeare. They’d performed more modern plays sometimes in the first few years, but what was startling, what no one would have anticipated, was that audiences seemed to prefer Shakespeare to their other theatrical offerings. People want what was best of the old world, Dieter said.”
Teatertruppens insisteren på at turnere gennem det farlige landskab er i sig selv en manifestation af menneskets vilje til at leve. Som klassiske opdagelsesrejsende er de i konstant bevægelse fra by til by. Den allestedsnærværende trussel af profeter, vilde og banditter er balanceret af en ukuelig nysgerrighed, der manifesterer sig i bosættelser, der har etableret biblioteker, arkiver eller aviser. I en lufthavn ligger ”The museum of civilization”, hvor kørekort, stilletter og iPhones er udstillet, og hvor der undervises i flere forskellige sprog.
Overlevelse er dog også et centralt tema i romanen, men underspillet og hele tiden balanceret af en kontranarrativ, der tager udgangspunkt i mennesket som værende, ja… menneske. Romanen er derfor spækket med karakterer, der ikke bare overlever, men reflekterer over den ændrede virkelighed. Fra samtaler om, hvor meget ens børn bør vide om verden før virus til erkendelsen af at man har drukket sin sidste cappuccino og hørt lyden af en el-guitar for sidste gang.
”I spent a lot of time thinking about civilization. What it means and what I value in it. I remember thinking that I never wanted to see a war zone again. I still don’t. There’s still a world out there, Jeevan said, outside this apartment. I think there’s just survival out there, Jeevan. I think you should go out and try to survive.”
Jeevan er en af flere karakterer, der overlever den dødelige virus i “Station eleven”. Ligesom alle andre karakterer i romanen, er Jeevans livsforløb knyttet til skuespilleren Arthur Leander, som dør af et hjertestop umiddelbart inden virus for alvor bryder ud. Jeevan arbejder i mange år som paparazzi og sladderbladsjournalist med Arthur Leander som yndlingsoffer, men er på intet tidspunkt glad for sit job. Hans liv er præget af bitterhed og en tåget søgen efter et kald i form af en ærværdig profession. Han overlever virus og i modsætning til hans brors forudsigelser, har Jeevan 20 år efter virus udbrød fundet sit kald og er vel nærmest lykkelig:
”Even after all these years there were moments when he was overcome by his good fortune at having found this place, this tranquility, this woman, at having lived to see a time worth living in.”
Modsat tiden før katastrofen, er Jeevan ikke længere søgende. Han fungerer som læge i en mindre bosættelse og har fundet en kvinde, der gør ham lykkelig. Helt så kategorisk som Jeevan er de færreste overlevende dog, og for de rejsende i teatertruppen, som insisterer på at overlevelse er utilstrækkelig, er netop rastløsheden og kunsten en drivende kraft.
En af skuespillerne, Kirsten, bærer rundt på to numre af en tegneserie, Station Eleven, tegnet af Arthur Leanders første kone, Miranda. Tegneserierne er Mirandas livsværk og 20 år senere Kirstens kæreste eje. Deres tilblivelse, inspirationskilder, farver og historie er så detaljeret beskrevet, at tegneserierne efterhånden føles ligeså virkelige som romanen. Miranda er aldrig mere animeret og levende, end når hun er opslugt af værket, som bliver et anker og omdrejningspunktet i hendes liv: I could throw away almost everything, she thinks, and begin all over again. Station Eleven will be my constant”. Som for at understrege betydningen af kunsten, bliver Mirandas tegneserier aldrig udgivet, men har 20 år efter deres tilblivelse en afgørende betydning for både Kirsten og profeten, og i forlængelse heraf også for handlingen i romanen. For læseren ligger tegneserierne gemt lige under overfladen af romanen, som et værk i værket, og hvor meget man end ønsker at se dem, er det ikke muligt. At tegneserierne og romanen endda har samme titel, synes blot at understrege at kunstens aftryk er uhåndgribeligt, men ikke desto mindre virkeligt.
Det er fristende at konkludere, at forfatteren slår et slag for tanken om kulturen som det kit, der binder mennesker sammen. Men forfatteren fokuserer på kultur forstået i bredest mulige forstand og som en forlængelse af menneskets vilje til at leve. Hun indikerer dermed ikke at verden er et bedre sted post apokalypse, blot at mennesket har nøjagtig samme potentiale for godt og ondt, grimt og smukt som nu. Den mørke post-apokalyptiske fortælling er balanceret med opfattelsen af mennesket som nuanceret. Og den nuancering gør, at der gives plads til at reflektere over, hvordan man opbygger et samfund forfra, når man ved, hvad man har mistet.
Vi stopper på Hovedbanen. De fleste stiger af, men jeg skal videre til Nørreport. Alle står i kø for at komme ud. Den forkølede mand rejser sig, er lidt i klemme, våde øjne og rød næse. Pludselig deler køen sig, en kvinde venter, så manden kan komme ud. De ser hinanden i øjnene, der udveksles tak og det var så lidt. Foråret er på vej.
“What was lost in the collapse: almost everything, almost everyone, but there is still such beauty. Twilight in the altered world, a performance of A Midsummer Night’s Dream in a parking lot in the mysteriously named town of St. Deborah by the Water, Lake Michigan shining a half mile away. Kirsten dressed as Titania, a crown of flowers on her close-cropped hair, the jagged scar on her cheekbone half erased by candlelight.”
-o0o-
Som så mange gange før, har min søster supporteret mig på billedsiden. Jeg var ikke videre stolt af mine benspænd denne gang, der lød noget i nærheden af ”øde – men smukt, råt – men smukt, mørkt – men smukt etc.”, men alligevel er det endnu en gang lykkes hende at skabe præcis den atmosfære, som jeg forsøgte at beskrive. TAK. Fotografierne er taget på en af hendes yndlingsture for tiden til Refshaleøen, et øde og interessant sted, hvor både hipstere og junkieer slår deres folder. Også tak til Mikkel Christoffersen for at pege mig i retning af dette lille pragteksemplar af en roman.
Skulle du være interesseret i at læse lidt mere af de forfattere, der skrev om 11. september umiddelbart efter angrebet, findes nogle af artiklerne her. Og skulle du få lyst til at læse Emely St. John Mandel, findes der her et overblik over hendes udgivelser.