Stort set alle børn starter tidligt i livet med lave streger og begynder at tegne, hvis de får mulighed for det. Tuschen, blyanten giver et aftryk, og det er nok til at anspore lysten. Men rigtigt mange stopper tidligt med at tegne, nogle allerede i 5-6 års alderen. Enten fordi de bare er optagede af andre ting, eller fordi de bliver for kritiske over for det de tegner og mener at de ikke kan.
Den er min uvidenskabelige overbevisning, at vi som små begynder med at tegne perfekte kruseduller, streger og cirkler, og at vi på det tidspunkt kan fylde et helt stykke papir uden at tænke over det. De første tegninger som ligner et menneske, har en helt unik komposition og udtryk, fordi barnet maler umiddelbart, og mange kunstnere arbejder da også gennem hele livet på at komme tilbage til den umiddelbarhed, som barnet har i sin streg.
Derfor, hvis der er læsere, der mener, at de ikke kan tegne og derfor undlader gøre det, selv om de har bare den mindste lyst til det, vil jeg gerne opfordre til at tage tusch og papir frem, når der er lejlighed til det og bare gå i gang. Det gør jeg ud fra en meget kraftig overbevisning om, at vi alle er født med en naturlig æstetisk sans. Denne formsans vil udvikles naturligt, hvis vi får lov at eksperimenterer med forskellige materialer og til at tegne, som vi vil, alene og i fællesskab med andre
Jeg vil vove den påstand, at når vi sidder til et møde eller taler i telefon og skribler med kuglepennen og laver mønstre og former, så er vi i kontakt med den naturlige tilgang til at udtrykke sig, som ligger i os alle sammen. Hvis man nu giver sig selv lov til at gøre det oftere, vil man helt af sig selv udvikle sin egen stil, der bare ligger i dvale og venter på at blive vakt til live.
Jeg mener derfor heller ikke, at man skal lære et barn at tegne rigtigt, for man risikerer i stedet, at barnet mister lysten til at tegne. Børn tegner, fordi det er rart, hyggeligt og vigtigst af alt, så er det et helle, hvor der ikke skal bedømmes, fordi det er LEG. Leg med farver og materialer, og legen er et frirum. Det vigtigste er, at der er en voksen, der også har lyst til at tegne og som helliger sig aktiviteten helt.
Hvis barnet beder om hjælp til at lære en teknik, er det noget andet. Så kan man sammen øve sig i, hvordan man kan gøre. Når barnet er vokset op med en naturlig tilgang til at tegne og udtrykke sig i andre materialer, kan det selv hen af vejen vurdere, om det har lyst til at lære at tegne ’rigtigt’, læs: tegne i perspektiv og naturalistisk.
Jeg er svært inspireret af forfatteren, poeten, skulptøren, anarkisten og kunstkritikeren Herbert Read, der mener at enhver civilisation bør forsøge, ikke alene at bevare barnets medfødte følsomhed. Han mener den bør ligge til grund for udviklingen af menneskets ånd og at sansen for den gode form, fornemmelsen for rytme og harmoni og instinktet for at lave smukke ting, er almindelige og medfødte egenskaber. Drivkraften er et indre subjektivt behov og ikke en efteraben af de voksne. Når børn imiterer, det de voksne laver, er det ikke for at lave en egentlig efterligning, men fordi de vil udtrykke sig i et fælles sprog med den voksne. Opdragelse bør derfor være et forsøg på at gribe den medfødte form for disciplin, for at udvikle og modne den, i stedet for at påtvinge barnet et givet disciplinært system.
Jeg oversætter det blandt andet til, at det er strengt forbudt at rette på et barn, når det tegner eller at vise det hvordan det skal gøres. Det opleves som dybt krænkende, hvis der bliver tegnet oven i ens tegning, uden at man har givet udtrykkeligt lov. Vi har alle vores kæpheste, som kan få os op på barrikaderne i løbet af et splitsekund og det her er et af de emner, der kan få mig til at gå i selvsving. At blande sig i et barns kreative udforskning er en alvorlig sag. Det skal gøres i en gensidig respekt for hinandens personlige udtryk.
Et tilbageblik til 1. klasse. Jeg sidder i mit klasseværelse og har undervisning af min klasselærer. Vi er i gang med at farvelægge forskellige dyr, og jeg bruger mine fedtfarver. Da jeg har farvet løven gul, finder jeg på at tvære farven ud over den sorte streg, så det giver et gyldent skær rundt om manken. Jeg bliver vækket fra min fordybelse i tegningen af en voldsom skældud over, at jeg ikke ’skal sidde og grise mine bøger til’, og at jeg ’skal gøre mig umage med at male inden for stregerne’. Jeg ved instinktivt, selvom jeg kun er seks år, at hun ikke har ret og at jeg bliver uretfærdigt behandlet. Jeg havde jo gjort det med vilje, bevidst for at afprøve, hvad jeg kunne bruge fedtfarverne til.
Illustration af Birgit (årgang 1945). Min egen tegnelyst er blevet næret af 100 procents nærvær hos en voksen. Det oplevede jeg, når min bror og jeg tegnede sammen med vores mor Birgit. Hun tegnede kun en tegning, men vi syntes, at den var fantastisk. Opskriften er meget enkel. Man tager en håndfuld farveblyanter, mellem 5 og 7 styk, og krammer dem med den ene hånd, og laver en krusedullekrop, som derefter får øjne, arme og ben og så digter man sammen en historie om denne nye nullermand og hans familie.
Mange, (mange) år senere, møder jeg i undervisningen i kunstpædagogik, mantraet: ”Er det valgt og villet? ”, som et undersøgelsesspørgsmål til at vurdere om noget nærmer sig en æstetisk kvalitet, der ligger ud over de mange fine udtryk, der opstår, når vi eksperimenterer frit med materialer. Vi kan nemlig aldrig helt vide, om barnet er ved at undersøge nye muligheder inden for et materiale, måske er barnet faktisk i gang med noget der er valgt og villet.
Jeg oplever, at hvis børn inspireres af kunst og andres udtryk, og hvis de får mulighed for at eksperimentere med materialer, hvis de tegner og maler sammen med nogen, der har lyst til det, så opstår der et samspil, hvor begge parter kan lære af hinanden. Jeg har måske en større erfaring i forhold til nogle af materialets egenskaber, til gengæld har barnet ikke de begrænsninger, der ligger i min erfaring og finder nye måder at bruge materialerne på, og derved opstår der nye muligheder for at skabe udtryk.
Illustration af Sol. Men for at bevare de mange fantastiske udtryk, der opstår når børn maler, er det indimellem nødvendigt at være barsk og snuppe et, i mine øjne, perfekt maleri og redde det fra at blive overmalet af et nyt værk. Her er tricket, at have et nyt lærred eller papir parat og så ellers stå ved sin handling og uretfærdigheden i den. Argumentet er, at muligheden for at male videre på billedet altid eksisterer. Jeg skal bare lige have lavet en farvekopi af billedet først!
Og hermed tilbage til krusedulletegningen, jeg vil gerne give den mere end et godt ord med på vejen. Det er et fantastisk redskab til at opretholde koncentration under møder og foredrag, hvor indholdet skal indtages mentalt. Det er i sig selv afslappende og uden præstationskrav, fordi det at krusedulle netop ikke behøver at ligne noget, og børn, de synes altid, at krusedullerne er flotte, for de ligner jo også netop lidt deres egne tegninger!
Der er i mine øjne intet så udtryksfuldt som en krusedulletegning. Jo mere du kruseduller, jo mere tager din indre personlige krusedullestil form, for at ende ud i et udtryk, der ikke vil kunne efterlignes, fordi det er en afspejling af dit sjæleliv, på godt og ondt.