Kais øjne er nordboblå som et vintergråt hav. Han blev født i det centrale Tyskland og voksede op på grænsen mellem Siegerland og Westerwald, men så snart han kunne, slap han taget i sin hjemegn og trak nordpå op til kysterne og havet, det havde altid sunget dets ubønhørlige sang for ham. Men det har en pris at rejse, og derfor må han nu med kysten inden for armslængde, se tilbage og han kan stadig fornemme de gamle lave skiferbjerge og deres rødder dybt nede i det europæiske kontinents sokkel. De trækker ham tilbage til det andet hjem i indlandet med regelmæssige mellemrum. Ligesom os andre er han delt mellem det landskab han er rundet af og ideen om et andet sted – det sted hvor man genskaber sig selv.

Fotografier og tatoveringer: Kai Uwe Faust. Mit snefnug er lige landet.

Jeg fik min første tatovering, da jeg var 19 år hos en tatovør i Herning. Jeg havde med datidens målestok tænkt længe over hvad det skulle være, hvor og hvorfor. Jeg havde selv tegnet og overført tegningen til et stykke bagepapir og med det i hånden, tog vi afsted fra Vestjylland og mod nord, Fiske og jeg, hun lige så velforberedt og med sit helt eget stykke bagepapir i tasken. Det var før internettet havde nogen udbredelse – 1990 – og vi havde tjekket telefonbogen for at finde ud af, hvor der var tatovører i nogenlunde nærhed, så havde vi bedt om at se overarme og bryststykker og skulderblade hos alle vi kunne komme i tanke om, og til sidst traf vi en aftale med den udvalgte tatovør og blev fragtet nordpå i en bil af nogle venner. På vejen hjem var bagepapiret blevet erstattet med cellofan og tape, der sad henover vores tatoveringer for at beskytte dem. Vi havde mærket vores skind med samme usvigelige sikkerhed, som når man sætter sit første kryds på et stykke papir. Jeg er. Klodset ganske vist. Men det betød noget.

Det er vel for så vidt lidt tilfældigt, hvordan man vælger en tatovør. Jeg fortsatte med at beundre overarme, bryststykker og skulderblade, når lejligheden bød sig. Jeg så fine ting og knapt så fine, ny mode der dukkede op og så forsvandt igen som med så mange andre ting. Jeg var ikke for alvor fristet, jeg havde ingen penge, men jeg kunne sagtens beundre. Jeg begyndte at se spændende dragetatoveringer fra København, vikingeting og dem kunne jeg vældig godt lide. De var lavet i hånden og ikke på maskine. Jeg flyttede selv til København, og en dag gik det op for mig, at jeg havde fundet en tatovør til min næste tatovering. Skulle jeg adskille lige den tatovør fra andre, som er lige så dygtige, vil jeg sige, at der i alle hans tatoveringer – både dem jeg mindst kan lide, og dem jeg bedst kan lide, er noget levende, eller måske skulle jeg sige, frit, som i mine øjne udmærker ham. Jeg tænkte, at her er en mand, der ofte med held tegner uden for stregerne.

Stensils: gudemaske af Uffe Berenth, Odin af Kai Uwe Faust, Fotografier: Rikke Kooistra. Og tak til Erling, som fik dem til at lyse!

Jeg kunne sige, at jeg var lige så velforberedt, som da jeg var nitten, da jeg gik op af den smalle trappe til studiet på anden sal ved Vandkunsten i det centrale København, men det passer ikke. Jeg havde intet bagepapir og kun en nogenlunde klar ide om hvor og hvad, men ikke præcis i hvilken form eller størrelse. Men jeg var ligeglad, jeg var igen drevet af en indre sikkerhed, at det var det jeg ville, at det var vigtigt på en eller anden måde. Lidt presset vil jeg sige, at det var som i en slags drøm, og hvordan kan man forberede sig på en drøm? Man kan ikke tage bagepapiret med ind i den, men måske påvirker man den på en anden måde. Ned i kaninhullet med hende Kooistra.

Jeg stødte på en tanke hos Nietzsche i ”Menneskeligt, alt for menneskeligt”, en skelnen mellem det civiliserede menneske og den tidlige menneskehed i forholdet til drømmen. Han observerer, at det primitive menneske måske ikke opfatter, at der er en forskel på det, der sker i en drøm, og det der sker i virkeligheden. Begge dele har lige indflydelse, eller er lige reelle for ham. N kalder vores drømmeverden en tidligere menneskeheds pensum. En tilstand som vi stadig tilbringer halvdelen af vores liv i. Digterne eller kunstnerne minder ham om den ældre menneskehed ved det, at de forsøger at gå tilbage i drømmen og angiver drømmestemningerne som (falske) årsager til deres handlinger. Ved at undersøge digteren kan man undersøge den ældre menneskehed. (Fine) Nietzsche, han er selvfølgelig ikke helt tilfreds med det fænomen – med degenerationen af ånden hos det civiliserede menneske. Men hvis jeg nu bare bliver ved observationen og ophævelsen af skellet mellem drøm og virkelighed og gemmer spørgsmålet om en mulig slappelse af min bevidsthed til en anden gang.

Jeg har en drøm om at være mig selv. Jeg ved ikke, om det er den drøm Kai og jeg også diskuterer, da vi sidder i studiet og taler om ting, der snor sig ned af min arm eller lander iskoldt og blødt på min skulder. Jeg tror det. Der ligger former i min bevidsthed, der, når jeg tænker på dem, altid har ligget der og spillet en rolle. De er klarere for mig nu, end de var før. På nogle punkter, fordi afstanden til dem er blevet større, fra bare at være en del af det, der definerede mig, er de også blevet til noget andet end mig. Skygger der ligger under huden og truer med at bryde frem.

Fotografier: Rie Bojer Kooistra

Hvad er det Kai prikker frem med sin nål? Den sorte farve er den samme sorte farve, der bliver brugt til alle gæster i studiet, men når den blandes med pigmentet i min hud og mit blod, bliver den blå-grå. Den farve er mit blæk. Den skaber en kontrast og tegner et mønster. Den gør splittelsen synlig, for selvom der måske ikke er en fast grænse mellem det der er i drømmen og det der er i virkeligheden, så er der for min bevidsthed både grænser og afstande. Barrierer jeg skal overkomme og ting jeg først langsomt forstår. Splittelse mellem det sted jeg voksede op, den første drøm, min barndom og det andet sted hvor jeg genskabes, i en villet form. Kysten eller indlandet. Vi forlader det første sted og tager det så tilbage igen. Jeg kan på den måde tænke på Kai som en slags drømmetegner, der forsøger at lokke konkrete skabninger og former ud af mine diffuse billeder. Der ligger et løfte i de tegninger, et løfte om at jeg vil huske de vilde og mærkværdige spejlinger, der rejste sig i mit allerførste syn på verden. Huske min forbindelse til den gamle menneskehed, hvor drøm og virkelighed, og måske tid, spillede helt andre roller.

Jeg kan godt forstå, at nogle mennesker foretrækker at have tegninger med og se forslag, inden de lader sig mærke. Det er trods alt rimeligt permanent, det gør sine steder ondt og så koster det naturligvis også penge og tid. For mit vedkommende var den rene vakkelvorne leg med enten frihåndstegninger eller stensils som blev lavet, mens vi talte eller Kai arbejdede og jeg så på, en del af det at blive tatoveret. Det var interessant, morsomt og lidt skræmmende. Jeg ved Kai tilretter processen så den passer til kunderne. I mange tilfælde er det i yderste velordnede processer, hvor tegninger bliver sendt frem og tilbage i måneder, inden den store dag. Men jeg ville noget andet, han måske også – jeg tror, at jeg vil kalde det for den betydende tilfældighed.

Er de smukke eller grimme tatoveringerne? Jeg ved det ikke. Jeg synes, at Kais tegninger er virkelig fine, jeg synes nogen steder, at mine tatoveringer er overordentligt smukke. Men de er ikke pynt. Jeg fik dem ikke lavet for, at de skulle være smukke eller fordi jeg tænkte, at de ville gøre mig smuk. Sandheden tager som altid afstikker til begge sider, så de er vel begge dele – hæslige og smukke – og ingen af delene. Det vigtige jeg kan sige om dem, er, at de holdt op med at være noget andet end mig, fra det øjeblik nålen gennemborede min hud og efterlod små dråber af blæk der. Jeg er bare løbet lidt over mine bredder og har spredt farverne fra mine drømme til min hud, så godt jeg nu kunne. Jeg kan godt lide at være lidt hvid, jeg kan også lide at være lidt blå.

[∞]

Jeg bliver tatoveret af Kai Uwe Faust fra Kunsten på kroppen. Kunsten på Kroppen ligger i det centrale København ved Vandkunsten lige bag Rådhuspladsen i et lille hyggeligt studie på anden sal. Kunsten på kroppen begyndte som tatoveringsstudie i 1988 med Erik Reime i spidsen. I dag ejer Kai virksomheden. Kunsten på Kroppen er specialiseret i tatovering ved håndkraft, det vil sige uden maskine og i motiver der især stammer fra den nordiske mytologi, men derudover også med afstikkere til mange andre kulturkredse. Du kan se flere af Kais fine tatoveringer på Kunsten på Kroppens hjemmeside.

Til læsere der er litterært interesseret skal det fortælles at Kais efternavn ’Faust’ er et slægtsnavn. Der findes to af hinanden uafhængige slægter der bærer navnet i nutidens Tyskland og med jævne mellemrum forsøger forskere at finde frem til, fra hvilken familie legenden om ur-Faust stammer. Det er ikke lykkedes endnu.

„Grau, teurer Freund, ist alle Theorie. Und grün des Lebens goldner Baum“