Der er nok ikke noget, der kunne være mere forskelligt fra mig end et træ. Jeg er altid tvunget i bevægelse fra det ene sted til det andet, selv når jeg med sneglefart bevæger mig rundt med kameraet under trækronerne, så er det det jeg gør. Jeg flytter mig. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan det må være aldrig at bevæge sig, at slå rod et sted og så aldrig flytte sig igen. Selvfølgelig findes der planteskoler, som dyrker træer et sted og så flytter dem der ud, hvor de endeligt skal være, men i princippet, for størstedelen af træerne, så lander de et sted som frø eller nød, og der bliver de.

Selv hvis jeg forestiller mig, at jeg står helt stille og strækker mine arme op, og at der er mange af dem, at de ligesom hårstrå bliver til en slags krone, så er det umuligt for mig, ikke at tænke på en flugtvej. Jeg tænker på at undvige, at glide uden om, for bevægelse er sikkerhed for mig. Tænk, blot at stå der og stå uagtet de trampende støvler i skovbunden, der kvaser ting under dem, eller lyden af en motorsav der skærer og hviner. Instinktivt forstår jeg dyr og kryb, fordi jeg kan se, at de flytter sig, væk fra støvlerne og væk fra lyden af stål og mennesker, men træet, tænk at være en skabning som blot bliver stående i al sin sårbarhed, fordi det ikke kan andet. Det kan jeg ikke forstå.

Når træet strækker sine grene opad og vender sine blade mod sollyset, så spiser det stjernelys. Vi er alle afhængige af solens lys på forskellig vis, men tænk at være et væsen som lever af lyset fra en stjerne, en brølende ildkugle langt borte i verdensrummet, fjern men livgiver. I en underlig slags metamorfosisk tanke, så er det vel næsten det smukkeste jeg kan forestille mig, at stjernelyset bliver genskabt i de store væsener, som samtidig har rødderne solidt plantet i jorden og trækker næring fra alt det liv, der stammer fra jordens mørke og det vand der bevæger sig der, under og mellem rødderne.

Lige siden tidernes morgen har træerne givet os næsten alt, hvad vi behøver. Ilt, så vi kan trække vejret. Husly, bjælker til vores huse og stalde. Mad, nødder og frugter til os selv og vores husdyr. Helbredelse, medicin fra bark og saft og ro, når vi går der i skoven. Hukommelse og glæde, i papiret, så vi kan skrive og læse og kommunikere mellem århundrederne. Værktøj, så vi kunne bygge vores samfund… og så mange andre ting. Varme og lys, når det er allermørkest i vinteren! Jeg tror, at det er det jeg allerbedst kan lide ved julefesten, at det har livets træ i sin midte og det i den mest bogstavelige og oprindelige betydning. Det har altid forekommet mig at være det helt rigtige, når vi danser omkring træet og synger til det i tak. Tak til træet og tak til skoven og tak til vores stjerne og vores jord.

Jeg tror ikke, at der er et træ jeg bedst kan lide, men jeg havde lyst til at lave en post til jer, der var fyldt med skoven, så I kunne se året og lyset dreje gennem den. Det endte med, at jeg besluttede mig for at vise billeder af egetræerne. Der er en hel del at sige om dem, men det vil jeg undlade denne gang, kun vil jeg sige at der er mange gamle ege, det sted, hvor jeg oftest går. Træer lever langsomt, og det er selvfølgelig en anden ting ved skoven og de ting man kommer til at tænke over, når man går blandt dem: at når man planter et træ eller undlader at fælde et, så rækker man potentielt ud over sin egen levetid, og giver noget til en menneskehed man slet ikke kan forestille sig. Man lader stedet være, lader det passe sig selv. Endnu en ting der er svær at forstå.

[∞]

Lige et post scriptum. Jeg holder vældigt meget af nedenstående digt af Friedrich Hölderlin (1770-1843). Det blev udgivet første gang i 1797. Mine evner rækker ikke til at oversætte digtet i samme form som Hölderlin bruger, så jeg har til lejligheden oversat digtet frirytmisk, det vil sige, at det egentlig kun er et halvt digt, om end meningen efter min bedste overbevisning skulle være nogenlunde gengivet. Jeg kan desuden anbefale Thorkild Bjørnvigs oversættelse i ”Brød og vin” fra 1970 (genoptrykt i 1992). Den kan lånes på biblioteket, men er i forhold til en gengivelse her, beskyttet af copyrighten. For tysklæsende er digtet medtaget i originalversionen.

Egetræerne

Ud fra haverne kommer jeg til jer, I bjergenes sønner!
Ud fra haverne, hvor naturen lever tålmodigt og husligt,
plejende og genplejet i samværet med de flittige mennesker.
Men I, I herlige! står som et folk af titaner
i den tammere verden og tilhører kun jer selv og himlen,
der nærer og nærmer sig jer og jorden der fødte jer.
Ingen af jer har endnu gået i menneskenes skole,
og I stimler sammen i glæde, frie, fra den kraftige rod,
op mellem hinanden og griber, som ørnen byttet,
med vældige arme rummet, og mod skyerne
er jeres solfyldte kroner store og muntert rettet.
Hver af jer er en verden, som stjernerne på himlen
lever I, enhver af jer en gud, sammen i frie forbund.
Kunne jeg blot udholde trældommen, misundte jeg aldrig
denne skov og hengav mig gerne til livet i hverdagen.
Fastholdt hverdagslivet kun ikke længere mit hjerte,
som af kærlighed ikke vil slippe, hvor ville jeg da gerne bo iblandt jer!

[π]

Die Eichbäume

Aus den Gärten komm’ ich zu euch, ihr Söhne des Berges!
Aus den Gärten, da lebt die Natur geduldig und häuslich,
Pflegend und wieder gepflegt mit dem fleißigen Menschen zusammen.
Aber ihr, Ihr Herrlichen! steht, wie ein Volk von Titanen
In der zahmeren Welt und gehört nur euch und dem Himmel,
Der euch nährt’ und erzog und der Erde, die euch geboren.
Keiner von euch ist noch in die Schule der Menschen gegangen,
Und ihr drängt euch fröhlich und frei, aus der kräftigen Wurzel,
Unter einander herauf und ergreift, wie der Adler die Beute,
Mit gewaltigem Arme den Raum, und gegen die Wolken
Ist euch heiter und groß die sonnige Krone gerichtet.
Eine Welt ist jeder von euch, wie die Sterne des Himmels
Lebt ihr, jeder ein Gott, in freiem Bunde zusammen.
Könnt’ ich die Knechtschaft nur erdulden, ich neidete nimmer
Diesen Wald und schmiegte mich gern ans gesellige Leben.
Fesselte nur nicht mehr ans gesellige Leben das Herz mich,
Das von Liebe nicht läßt, wie gern würd’ ich unter euch wohnen!