Velkommen!

Vi har åbnet en flaske cremant. Den er i mit glas som dugger. Jeg vil smage på den, inden jeg også sætter tænderne i et jordbær. Mens jeg skriver dette ønsker jeg, at det er et solvarmt bær, uvasket og lige nappet af planten. Det er ikke sikkert, at det lige er det bær jeg spiser og blander med syrligheden og bruset bagerst i ganen. Men jeg presser givetvis min næse og pande mod glasset, selvom det ikke er en særlig elegant gestus. Det er jo meningen at jeg skal udbringe en skål.

Fordelen ved at have glasset klistret til panden er, at jeg kun kan se alting helt tæt på, altså bær, bobler, glas. Jeg kan også se det utydelige omrids af min lillesøster og min datter gennem glasvæggen og deres grin. De er begge smukt udflydende på en brun og grøn baggrund. Vi er med stor sandsynlighed i skyggen under nogle træer. Jeg lider nemlig af angsten for alt for store græsplæner og ville ikke synes, at det var et passende sted for en skål, og her har solmenneskerne tilfældigvis føjet mig.

Vi sidder, og jeg hæver mit glas for den konstruktion vi er ved at rejse. Jeg har ikke en meget tydelig fornemmelse af, hvor vores ord vil fører os hen og hvordan de vil forme sig, men jeg har lyst til at give liv til vores ide, til at se hvad der sker. Skrive og tage billeder, og så sende det hele ud i kontinuummet, et skridt ad gangen.

Vi hilser på hinanden.

Skål!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.