Jeg ved ikke om bimester Stein har læst Platon, men hårene rejste sig på min nakke og isninger løb ned af rygraden, da jeg hørte ham sige til mig; ”Så længe du kan sige ’det ved jeg ikke’, så skal det nok gå fint”. Enhver der har snuset lidt til Platon og hans skriverier om sin lærermester Sokrates, ved, at det første skridt til sand erkendelse består i erkendelsen af ens uvidenhed. Årsagen til mine isninger er, at det desuden er et af de beskidte tricks folk nogen gange ynder at bruge i diskussioner. Hvem kender ikke situationen, hvor man midt i en ophedet debat er ved at trænge fjenden tilbage med ens kølige og klare argumenter, man har afspærret alle mulige flugtruter og man forbereder sig på det sidste udfald og pludselig slår ens modstander ud med armene og demonterer diskussionen ved at sige ”ja, men jeg ved jo heller ingenting”. Aha – underforstået at vedkommende kom først i forhold til den sande erkendelse! Ved at offentliggøre sin dumhed og i al ydmyghed bekende for alverden, at han slet ingenting ved, ja, så kan han med et hævet øjenbryn arrogant skue ned på sin diskussionsfælle som sidder og skummer, fordi hun tydeligvis stadig ved en hel masse – og mener, at hun kan argumentere for det. Tag jer i agt for folk der fortæller, at de er ydmyge og uvidende!

Hmm, men bimesteren siger, at jeg skal gå ud i verden og sige ’det ved jeg ikke’. Årsagen til hans udsagn er, at jeg har udtrykt bekymring: det er snart to år siden, og jeg er en relativt ny biavler, der skal til at oprette en bigård med Jesper, som aldrig har haft bier før. Jeg er helt sikkert ikke klar til at påtage mig rollen som nogens lærer, både fordi jeg selv stadig er usikker i min praksis og fordi det i den situation er alt for nemt at videregive de forkerte ting. Jeg ved ikke, om hans råd beroliger mig, men jeg tænker trods alt optimistisk på det, for hvem kan ikke det – easy peasy, jeg skal bare sige ’det ved jeg ikke’.

Jesper og jeg får ordnet alle de praktiske ting omkring bigården, placeringen og opstillingen af det første stade og tilplantning i området, og så står vi der til den første rigtige gennemgang af bistadet. Det bruser fredeligt dernede fra, Jesper har spurgt om en masse ting, og jeg har fortalt og peget på celler, på pollen, arbejderbier, droner mm, og så kommer selvfølgelig spørgsmålet, hvor jeg faktisk ingen anelse har om svaret. Der er en pause, jeg tager en indånding og skal til at sige ’det ved jeg ikke’, så lukker mine tænder sig brat sammen om ordene, min tunge svulmer op, og jeg begynder at svede en smule i håndfladerne. Det næste der sker er, at jeg hører mig selv sige, lidt undersøgende ”… måske er det fordi… ”. Rikke Kooistra, det er ikke det samme som at sige ’det ved jeg ikke’. Du er allerede i færd med at lede stakkels Jesper ud af en tangent af måske helt falske antagelser! Jeg synker en klump og nu følger en byge af spørgsmål, hvor jeg må have set mere og mere bleg og desperat ud, indtil det til sidst lykkedes mig at gispe ”Det ved jeg ikke. Lad os slå det op! ”.

Det bliver ikke nemmere og det er interessant, hvordan min instinktive reaktion er at begynde at tænke i muligheder. Jeg dvæler ikke ved min grænseløse uvidenhed, men er straks videre med et indre ’ok, fint nok, og hvad så’; men det vigtige i vores situation er netop at lade det ved jeg ikke trænge ind, så det ikke udviskes af de luftkasteller og charmerende konstruktioner man nemt kan lave efter et ’men’ eller et ’måske’. Jeg får rigeligt med øvelse, for Jesper stiller utroligt mange spørgsmål. Han er den slags person, som, når han interesserer sig for et emne, kaster sig ud i læsningen om det. Han læser ALT der findes og han spørger til ALT han kan komme i tanke om. Ganske modsat mig, som ganske vist elsker at læse, men som ligeså snart jeg begynder at interessere mig intenst for et emne, næsten holder helt op med det, fordi jeg selv vil se på tingen, granske den og stirre på den til min intuition og praksis har givet mig et eget fundament at arbejde ud fra. Dette er sneglens strategi.

Billederne i denne serie er taget i et stykke grøftekant på Nordfyn på en særdeles blæsende sommerdag, så det er rimeligt at sige, at vinden hurtigt blev en af hovedaktørerne. Du kan også se en bi, der forsøger at fange en valmue og en hel del af hendes venner, der frem for alt holder fast. Serien er tilegnet alle de fornuftige kommuner, der ikke slår deres grøftekanter, bortset fra de (få) steder hvor det er absolut nødvendigt for sigtbarheden.

Det viser sig, at dynamikken fungerer helt godt. Jeg vil ikke sige, at jeg tilegner mig ’det ved jeg ikke’ med nogen form for udmærkelse, men jeg får sagt det nok til, at det svæver i rummet mellem os, ikke blot de ting vi ved at vi ikke ved, men alle de muligheder der er forbundet med kategorien af ting, som vi ikke ved at vi ikke ved. Kombineret med Jespers indlæringsteknik, som består i skånselsløst at tæppebombe sig selv og alle omkring sig med viden, indtil noget bundfælder sig og andet dukker op som modsigelser til diskussion, tvinger det mig til at trække hovedet ud af stadet, og jeg lærer meget hurtigere, end jeg ellers ville have gjort det.

Det er morsomt at have bier, det er fascinerende at finde ud af, hvordan deres mærkelige verden hænger sammen, og hvorfor de gør, som de gør. Vi gør os antagelser, der i glædesstrålende øjeblikke står uimodsagt, men som hele tiden bliver afprøvet og falder til jorden igen, måske er der kun en brøkdel af dem som løftes med videre i udviklingen af vores erfaring. I praksis arbejder jeg med visheden om, at jeg grundlæggende ikke ved så meget; og jeg forsætter ufortrødent med at bide tænderne sammen om min opsvulmede tunge og øve mig på at lave kunstpauser, at tage dybe indåndinger og at understrege forskellen mellem ’det ved jeg ikke’ og… ’—- men måske… ’.

[∞]

Bimester Steins anden læresætning: ”Så længe du kan sige ’det ved jeg ikke’, så skal det nok gå fint”