Nogle gange har man et blindt punkt et eller andet sted i ens psyke, hvor man stadig er håbløst naiv og aldrig har forestillet sig, at alt ikke er som det skal være, et punkt man stædigt klamrer sig til. For mit vedkommende var fisk min blinde vinkel. I rigtigt mange år har jeg ikke spist særligt meget kød, og når jeg købte det til aftensmaden, så kun økologisk eller kød, hvor jeg havde en meget sikker formodning om en høj standard af dyrevelfærd. Jeg var angrebet, men jeg kunne skubbe det til side og tygge høfligt i et stykke burgris, når høfligheden krævede det. Til gengæld spiste jeg rigtigt meget fisk; sild, makrel og laks, og mest af alt sild. En humpel godt rugbrød, en filet gammeldags modnet marineret sild, nogle rå løg og en iskold snaps – en perfekt aftensmad i en travl hverdag. Det var før jeg for alvor blev sur.

Jeg havde indtil øjeblikket, hvor jeg så ”Er fisk sundt? ”, en fransk Tv-reportage sendt på DR 2 i februar 2014, (sendt på tv-kanalen France 2 i november 2013 med titlen “Poisson: élevage en eaux troubles”) primært tænkt på nordmændene som nordisk familie, men som en særlig naturelskede del af familien, der måske egentlig havde det allerbedst hængende på en lodret klippevæg med hovedet nedad. Hos mine norske bekendte morede det mig at kunne notere, hvordan et fjernt blik og udsagnet ’hjemme på fjeldet’, hurtigt afstedkom flybilletter og ’lige et smut til Norge i weekenden’. Men det var selvfølgelig helt urimeligt af mig at slutte derfra og til at nordmænd passer ekstra godt på vores natur. Ikke desto mindre var det det jeg havde besluttet, og et eller andet ekstraordinært vældede op i mig, mens reportagen rullede sine fakta hen over skærmen og fortalte om en industri og en politisk lobbyisme, der var løbet løbsk i jagten på profit. Programmet fortalte om ekstremt høje mængder af dioxin i kødet på opdrættet laks. Foder lavet af fisk fanget i Østersøen, fisk som man ikke anbefaler som menneskeføde, fordi ophobningen af tungmetaller og pesticider i deres kød er ekstremt højt. Genetiske mutationer der måske kan true vildlaksen, når burlaksene af og til undslipper og blander sig med sin artsfælle. Fjorde, hvor bundene er døde og dækket af metertykke lag af lort, foderrester og hvad der ellers hældes ned i vandet til dyrene (osv.!).  På sin vis er det utroligt, at det skulle berøre mig så dybt, ikke at jeg er en kyniker, men når jeg tænker på, hvor mange af den slags eksponeringer af fødevareindustrien, der dukker op i medierne. Måske var det ret tilfældigt at det blev laksen, men i mit hoved var der kun et ord, og det svulmede op til det fyldte det hele; NOK!

Det er nu omkring 18 måneder siden, at jeg så det omtalte program, som for mig blev et personligt slutpunkt; jeg spiser ikke længere hverken kød eller fisk. Jeg har tumlet med den beslutning, siden jeg var tretten år og holdt op med at spise kød et lille års tid. Jeg havde dengang en diffus fornemmelse af, at kødspisning var forkert, men også en svaghed for pølser, der virkede som kryptonit på min vilje i denne min første periode som kødnægter. Jeg måtte simpelthen forlade rummet inden en servering fandt sted. Tredive år senere har jeg lært at sige ”mmm røget tofu”, når jeg går forbi en pølsevogn, men jeg tænker ikke på mig selv som vegetar. Jeg synes ikke principielt, at der er noget galt i at spise kød, men jeg vælger at lade være, fordi jeg ikke på nogen måde – ikke med det mindste lille stykke chorizo-pølse ønsker at støtte, hvordan vi behandler dyr, hverken mens de lever eller når de bliver til mad. Jeg har en holdning til, hvor meget kød vi spiser, og hvordan det vanvittige forbrug er ved at ødelægge vores landbrugsjord, vores åer og vandløb og vores have. Jeg kan ikke for alvor juble over de dygtige og ansvarsfulde landmænd, som behandler deres dyr ordentligt og giver dem gode levevilkår. Jeg ved, at de er der, men jeg regner samtidig med, at alle landmænd i deres egen optik behandler deres dyr ordentligt, fordi de behandler dem, sådan som man må behandle dyr ifølge lovgivningen eller sådan, som de synes man behandler dyr ordentligt. Folk efterstræber det gode, ikke sandt, derfor forsøger alle per definition at gøre det rigtige. Jeg kan ikke for alvor forandre de vilkår, men jeg kan stemme imod med min indkøbskurv og nu med min pen, jeg kan gøre det ækvivalente til at lænke mig til en svinefarm, jeg kan fælde en dom. Og min dom er, at det ikke er godt nok, og det jeg så kan gøre, jeg beklager min bramfrihed, er at nægte nogensinde at æde det lort igen.

Da jeg var i skoven for nylig mødte jeg en ældre herre, en vaskeægte gammel hippie. Vi faldt i en længere snak, blandt andet om dyr, om deres bevidsthed eller mangel på samme og om vores forhold til dem. Han formulerede sin holdning sådan. ”Jeg ved det sgu ikke, men når jeg kigger på dem, så kan jeg se, at der sidder en derinde og kigger tilbage… ”. Dyret er levende, det kigger tilbage. Er der ikke i det blik nok til at det kræver vores respekt?

Afslutningsvis, for at vende tilbage til fisken, så er de danske sundhedsmyndigheder i december 2014 kommet med nye anbefalinger. De anbefaler, at folk spiser mere fisk, herunder opdrættet laks. I anbefalingerne er der dog inkluderet følgende advarsler: de fraråder at børn under tre år spiser tun, da selv helt små mængder kviksølv kan skade hjernen. Endvidere anbefaler de, at kvinder der planlægger graviditet (nærmere tidsrum er ikke specificeret, red.), er gravide eller ammer, samt børn i alderen 3-14 år, ikke spiser udskæringer af de store rovfisk på grund af det høje indhold af kviksølv. Det gælder for eksempel: rokke, helleflynder, oliefisk (escolar), sværdfisk, sildehaj, gedde, aborre, sandart og tun.

Omkring dioxinindholdet i laks anbefaler Fødevarestyrelsen, at kvinder i den fødedygtige alder, gravide og ammende højst spiser en portion østersølaks – cirka 125 gram – én gang om måneden. Alle andre kan spise østersølaks højst to gange om måneden uden sundhedsrisiko. Der står ikke yderligere noget om opdrættet laks, kun at foderet til opdrættet laks skal overholde EU’s grænseværdier for dioxin i fiskefoder.

Konklusion må være, at Fødevarestyrelsen vurderer at de eventuelle fordele ved at spise laks og andre fisk opvejer de eventuelle ulemper, der måtte være ved det. Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde nogen opfølgning på eller dementi af de forskellige forskeres udtalelser og undersøgelser, som de fremstod i den franske Tv-reportage.