”Mor, grøn det er da sådan en rigtig drengefarve, ik?” Lyden af fire års anstrengelser for at undgå netop det spørgsmål hænger tungt i den efterfølgende stilhed. ”Nej skat, grøn er ikke en drengefarve. Blade er grønne, skildpadder er grønne og vores sofa er grøn, men drenge – de er ikke grønne”. Den 4-årige sukker højt og tramper med flagrende tylskørt og uforrettet sag ned på sit værelse, næsten bevidst om at jeg har undveget det egentlige spørgsmål.

Det er både forfriskende og frustrerende at sammenfatte kønsdebatten i et svar, der giver mening for en 4-årig. Men man må vel forsøge. Ikke alene er grøn en umådelig fin farve, men for mig er farvefornægtelsen katalysatoren til en gradvis begrænsning af bevægelse, mentalt om ikke fysisk. Sat på spidsen har vi i dag ekskluderet halvdelen af farvespektret, i morgen halvdelen af vennekredsen (de har drengelopper!) og med tiden et væld af potentielle interesser.

Forleden da jeg bladrede gennem et legetøjskatalog slog det mig, hvorfor min datter gerne vil have bekræftet sine første fordomme. Der findes nærmest ikke legetøj, som ikke er fabrikeret med en kønsdefineret målgruppe for øje.

Selv gode gamle LEGO er faldet i kønsfælden. I LEGO Friends serien kan piger lege med piger, der gør det piger bedst kan lide: gå til frisøren, på juicebar, shoppe og ligge på stranden. Hvis man er vovet, er der også junglestationen, hvor man kan pleje syge dyr (!) Til drengene er der i kamp-serierne Ninjago og Legends of Chima drager, robotter og fabeldyr, så langt øjet rækker.

Og LEGO mener det, når de laver separat legetøj til drenge og piger. Der er med en enkel undtagelse ingen kvindelige Ninjago-figurer repræsenteret i Ninjago-serien, ligesom du ikke finder en eneste drengefigur i Friends-æskerne. Kønsapartheid. Jeg ved hvem jeg er, fordi jeg ved hvem jeg ikke er.

Og hvorfor al den fokus på separate LEGO-serier til piger og drenge, når man som Maritsa Patrinos pointerer bare kunne have tilføjet en enkelt brik?:
Maritsa Patrinos tegner den manglende legobrik 

Tilbage til spørgsmålet. Uagtet hvad de små poder slæber hjem fra børnehaven af lus og overbevisninger, så er det jo heldigvis stadig mig, hun spørger til råds. Og hun må stille sig tilfreds med en længere forklaring om, at der ikke findes pige- og drengefarver, at mors yndlingsfarve er blå, og at der ikke er grænser for, hvad piger og drenge kan.

For selvom LEGO og en million andre legetøjsfabrikanter (men LEGO – dig elsker vi, derfor skuffer du os mere!) ikke kan finde ud af det, så er det jo heldigvis os forældre, der bestemmer. Og selvfølgelig skal der være plads til Olivia og hendes frisørsalon, men hun skal f… også afsted på eventyr på sin Fugl Fønix. Og mellem kampene, er der også tid til at krigeren Flinx tager en tur på juicebar i sin lyserøde convertible.

Og så slipper jeg gerne min 4-årige afsted på en kosmisk færd i sit lyserøde tyl-dekorerede rumskib påklistret billeder af Elsa, velvidende at skibet trods alt er ladet med andet end LEGO Friends. Med lidt held vender hun tilbage fra de lyserøde himmelstrøg med den viden at set fra rummet er jorden ikke lyserød, men blå.