Sensommerskov

Min søde søster har prikket til mig en del gange de sidste par måneder, for en (meget) stor del af mine billeder er taget i en eller anden skov her i Danmark. Alligevel har jeg ikke haft en synderlig hang til at vise dem frem. Der er for det første rigtigt mange billeder, jeg har altid mit kamera med, når jeg er ude at gå, og for det andet, er de ikke rigtigt færdige. Det er selvfølgelig billeder af en skov, men jeg er stadig i færd med at tænke over, hvordan jeg i det hele taget tager billeder, så det ikke blot ’ligner grøntkål’ som en god ven på et tidspunkt sagde, hvilket leder lige lukt til næste spørgsmål, som er, hvad det overhovedet er, jeg forsøger at tage et billede af, når jeg tager billeder af skov.

deer in grass

stag in autumn wood

Min barndoms skov var ret lille, to fodboldbaner måske, men ikke meget mere end det. Det var blandingsskov med masser af efeu, der snoede sig op af stammerne. En privat ejet skov, der var åben for alle landsbyens beboere, uanset om det drejede sig om en sendrægtig aftentur eller om børn der hujende legede indianere en hel dag. Den første gang jeg var derover, var da vores nabo, en gammel dame ved navn Marie, tog mig med, umiddelbart efter at vi var flyttet ind. Jeg har vel været seks. Hun viste mig gravhøjene, vores forfædre var blevet begravet der for tusindvis af år siden, sagde hun, og fortalte at den ene høj blev kaldt ’smørhullet’, fordi den var hul, men siderne stod stadig og dannede skrænter, som man kunne løbe op af og så holde hvil nede i hullet. Hun viste mig et hemmeligt sted dybt – DYBT – inde i granskoven, hvor man måtte ase og mase gennem svirpende og krassende grene for at komme frem til en lysning på måske fire kvadratmeter. Der stod flere små grupper liljekonvaller, fine, giftige, farlige, og vi plukkede en lille buket, som vi tog med hjem. Mine øjne var så store som tekopper under hele turen, jeg var henrevet – det var det mest spændende sted jeg nogensinde havde været, og så kæmpestort at man kunne fare vild, og så var det – smukt? – jeg tror ikke, at jeg præcis tænkte på det på den måde. Men jeg ville have mere.

Der var et specielt godt sted, hvor jeg kunne sidde, uanset om det var med en bog eller bare for at dase og drømme. Det lå ligesom lidt i læ i en hulning, skovbunden var dækket af et tykt mostæppe. De fleste somre forblev det smaragdgrønt og så var det behageligt at sidde i eller ligge på i længere tid, selv om vinteren. Der var altid skygge, kun brudt af solpletter som bevægede sig, som enten dagen eller skydækket drev frem. På lige det sted voksede der flest høje tynde nåletræer og fyr og kun et par enkelte løvtræer. Det var efterhånden gået op for mig, at skoven var en lille skov og at stedet hvor jeg sad var endnu mindre. Men jeg kunne synke ned i det, og alle detaljerne omkring mig ansporede fantasien om uendelige skove, mørke skove, vilde knudrede og gamle skove, talende træer – hvorfor ikke, og lysninger der strakte sig som perlerækker igennem vildnisset, så man egentlig aldrig behøvede forlade løvhænget og forholde sig til det åbne flade land igen. Jeg længtes efter, at den skov skulle blive virkelig omkring mig. Skoven, jeg havde i mit hoved.

autumn chestnut

light

Højdepunktet ved at læse er for mig, når en ny synsvinkel rokerer om på min tidligere opfattelse af tingene, og giver det der øredøvende rabalder, som år efter stadig kan give efterchok. I dette tilfælde foreslog en yndlingsforfatter, at skoven danner sit eget rum, så selvom den er ganske lille, så er den det kun i vores rationelle forestilling om den. Hendes betragtning opløste en fortvivlelse, der var opstået i gnidningen mellem mine to verdener; følelsen af uendelighed, når jeg sad, stod eller gik i skoven, og min viden; jeg vidste, at skoven havde en grænse, jeg kunne jo se den, når jeg gik ind og ud. Forfatterens iagttagelse; at skoven egentlig ikke stopper, det er min betragtning af den, der gør det, fik rusket mig fri og fik mig til at overveje, hvor bundet jeg behøvede at være i det forhold. Det gav også ny mening i forhold til en anden skovgænger, nemlig min gode ven Fiske, som på uforklarlig vis farer vild i selv det mindste buskads. Jeg undrede mig over det, men nu kunne jeg pludselig se en forbindelse mellem hendes talent for at fare vild og hendes tegninger, begge som dele af den særlige fordybelse hun har – hun vandrer direkte ind i den store skov. Den har aldrig forandret størrelse for hendes blik.

Så, hvis jeg skal svare på mit første spørgsmål, så tror jeg, at det jeg forsøger at fange med kameraet, er glimtene af den store skov, uendelighedsperspektivet. De øjeblikke hvor jeg står på tærsklen til noget jeg næsten kan huske og næsten kan se. Åh, og så elsker jeg også vejr. Billederne jeg viser jer er fra en tur her forleden i Dyrehaven og Jægersborg Hegn nord for København. Det havde regnet voldsomt, lige inden jeg kom derud, så der var et fint diset lys og den første efterårsrødmen i træernes blade, især er selvfølgelig kastanjerne først på færde. Og så må det være en historie til en anden gang, hvor ofte jeg banker hovedet i bordet ved hjemkomst, fordi kaninhuller er blevet til mærkelige afbrændte trærødder, åbninger i skovbrynet forsvundet(!), for ikke at tale om at fange mørket i en nåleskov, når den samtidig er så fuld af lys.

bench

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.