Vuggestuebarn

Jeg er på vej på arbejde, da det slår mig. Den der følelse af at have glemt noget. Det giver et lille sæt i mig, og jeg ved at der er noget, et eller andet udefinerbart, der er blevet væk eller har gemt sig. Jeg oplever noget lignende relativt tit, for eksempel når Kaias tandbørstning med ”voksentandpasta” har forsinket morgenritualet, og jeg styrter ud af døren med hovedet under armen og en meget stærk formodning om, at enten nøgler, telefon, pung eller rejsekort på mystisk vis er opslugt af huset bag mig. Men det her er en anden slags. Der hvor det giver et lille gib i sjælen, hvor noget rykker sig, en fjeder i et urværk.

Det går op for mig, at det er Nor der er væk. Panikken sender en enkelt chokbølge gennem systemet, inden det dæmrer. Vuggestue. Hun er i vuggestue. Chokket fortager sig, jeg ranker ryggen og fortsætter fremad. Jeg tænker, at jeg (og hun) efter mange måneder i hinandens selskab gennemgår en eller anden form for løsrivelsesproces. Det er smerteligt, men jeg efterrationaliserer: hun skal jo i gennem det, hun har godt af at lege med andre børn, hun har brug for udfordringer. Det er stadig smerteligt, og når jeg forlader hende i vuggestuen stortudende, er det direkte modbydeligt.

Og jeg kan mærke at de der efterrationaliseringer vist egentlig bare er et værn mod en anden sandhed. Jeg har lige forladt mit barn. Hos mennesker hun ikke kender. Søde, dygtige, velmenende mennesker, men stadig – mennesker hun ikke kender. Jeg overvejer, hvor sindssygt det må være at overskue for et barn, der stadig bliver ekstraordinært træt af et langt bad.

I Christian Jungersens roman Undtagelsen beskriver en af karakterne et psykologisk studie, der påviser at handlinger går forud for værdier. (Det bedste fakta er altid pakket godt ind i fiktion). Som udgangspunkt skulle man tro at ens værdier ligger til grund for ens beslutninger. Faktisk viser det sig nogle gange at være omvendt. Man træffer beslutninger, og regulerer sine værdier derefter.

Selvom Jungersens ærinde er en beskrivelse af den menneskelig kapacitet for ondskab, synes jeg at pointen er relativt nemt oversættelig i andre sammenhænge. Fx når jeg afleverer mit barn i vuggestue og mærker med hver en fiber i min krop, at jeg burde tage hende og løbe ud ad døren. I stedet vinker og smiler jeg som en sindssyg og vender ryggen til Nor, der græder og græder. MEN hun holder jo op ligeså snart jeg er gået (betyder det så ikke noget, at hun græder?), og hun har jo godt af at være sammen med andre børn (bedre end at være sammen med sine forældre?)

Jeg hører faktisk ofte, at det er bedst at aflevere børnene omkring etårs-alderen, for der er de tilpas nysgerrige, klar til nye udfordringer og endda, at det ikke er godt for barnet at blive hjemme længere, da det vil gøre skiftet til institutionslivet sværere. Det får mig til at overveje, hvad de siger til sig selv i Nederlandene, hvor forældre sammenlagt har 16 ugers betalt barsel og er nødsaget til at aflevere deres børn meget tidligere. Måske at det faktisk er nemmere at vænne små babyer til fremmede end etårige.

Og der et eller andet interessant der. Selvfølgelig er man rundet af den samfundsstruktur, man er integreret i, men i en sådan udstrækning, at selve strukturen skaber sandheden? Fordi vi som forældre har ret til sammenlagt 52 ugers betalt barsels- og forældreorlov, er det så bedst for barnet at komme i vuggestue efter cirka 52 uger? Forstå mig ret, sammenlignet med andre lande er det en meget privilegeret ordning, men ikke desto mindre er den vel mere udtryk for et politisk kompromis end noget andet. Alt afhængig af barnet, kunne det optimale tidspunkt vel i grunden være både før eller efter 52 uger.

Vores samfund er bygget op omkring institutioner og hårdtarbejdende forældre. Den kollektive bevidsthed har sanktioneret aflevering af børn i institutioner, så der er ingen rationelle forklaringer på min uro. Helt i tråd med Jungersens iagttagelse ved jeg også, at der max går et par måneder, før vi begge er sporet ind på de nye rammer, og uroen fortager sig. Jeg er assimileret i den institutionelle sandhed og min datter vil kunne kaldes et rigtigt vuggestuebarn.

Det lille chok er måske et ekko, et minde som min krop bærer om en anden sandhed. Det er noget lort at aflevere sine børn. Og samtidigt er det helt ok. De har bedre af at være hjemme, og de har bedre af at komme i institution. Det hele passer og er alligevel forkert. Eller omvendt. Alt imens er jeg skilt fra min lille Pantalaimon, og indtil vi begge er absolut assimilerede, må turen på arbejde fortsat være en panisk affære.

Note: I Danmark har man ret til sammenlagt 52 ugers betalt barsel, som betales af arbejdsgiver og det offentlige. Man har desuden ret til at forlænge sin barsel i yderlige 14 uger, som man selv betaler.

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.