Viben er en trækfugl, der er kendt over det meste af Eurasien. Den hører til engfuglene og ses særligt ved vadehavet i Danmark, men er et kendt syn langs kysterne i det meste af landet. Dansk Ornitologisk Forening angiver den ynglende bestand i Danmark til 20.000 ynglende par i 2011, hvilket er en tilbagegang på 33-50% siden 1999. Viben står som NT (near threatened) på IUCN’s globale rødliste. Årsagerne er de efterhånden alment kendte i forhold til en lang række fugle. Flere engarealer og vådområder bliver inddraget til landbrug, drænet og dyrket intensivt, så der derved bliver langt færre egnede redepladser, rederne ødelægges, fordi der i det intensivt dyrkede areal høstes langt tidligere på året, altså før kyllingerne er udklækket, og brugen af pesticider gør, at kyllingerne ikke kan finde larver og insekter nok i umiddelbar nærhed af rederne.
I det flade Friesland – den største provins i Nederlandene, hvis man regner vand og vådområderne med, har man et helt særligt forhold til viben og vibeægget. Det først fundne vibeæg blev indtil 1968 foræret direkte til kongen eller dronningen og indtil sidste år til dronningens kommissær i Friesland. Fundet af selve ægget var for hele befolkningen tegnet på, at året havde skiftet. Nu var foråret begyndt. Jagten på de spættede æg var jagten på foråret, og hvem kan ikke forstå, at det selvfølgelig må være jagten på et æg, der symboliserer at alt det nye og det grønne og frugtbarheden i landet begynder igen.
Fotografier: Symen Rutgers Fopma
Skulle jeg tage jer med til Friesland i foråret, så ville vi stå midt i et fladt landskab, så fladt som var det blevet rullet ud med en kagerulle, grønt blomstrende og med en enorm himmelhvælving. På en eller anden måde er der mere himmel end andre flade steder. Næsten som i en slags drøm, hvor det lykkes en at stå samtidig på det fladeste stykke jord man kan forestille sig og på havets bund, og hvor man ser op og rundt på mest mulig kuppel overhovedet. Det næste man lægger mærke til er lydene. Der er temmelig mange sortbrogede malkekøer der muher på markerne, de lægger sig i det dybe leje, sammen med frøernes kvækken. Der er den altid nærværende lyd af vind gennem græs og hår og alt der ellers kan bevæge sig. Men over det er der fugle, tusindvis af småfugle, lærker der puster sig op, svaler der skriger og skærer gennem luften, krager, måger og stemmer fra engfugle man slet ikke er vant til at høre. Der er omkring 200.000 ynglende vibepar i Nederlandene og mange af dem i Friesland. Friesland er fuglenes land.
Traditionen med at samle æg (aaisykjen) er gammel. Naturligvis er alle frisere ikke galoperet ud på engene, når de begyndte at se vibens mærkelige tumlende parringsdans i luften. Men drengene, der boede i landsbyerne, begyndte at springe med deres lange stave over kanalerne fra engstykke til engstykke, og holde øje, og når de første æg blev fundet, blev de spist og delt i familierne som noget særligt. Overskuddet fra æggejagten blev solgt i byerne til alle dem, der ikke kunne forlade handel og vandel og drage afsted på æggetogt, men som stadig var en del af festen – af fornyelsen. Æggene indbragte en overordentlig god pris og blev endda i en periode eksporteret til blandt andet England som en særlig delikatesse. Meget af Friesland var engang enten vådområde eller decideret hav og landskabet har gennem århundrederne langsomt forandret sig, hav er blevet land, formet af de mennesker der boede der. De levede af fiskene og vildfuglene, samtidig med at de ernærede sig ved landbrug. Havet tog afgrøder og kvæg, når digerne blev brudt og gav igen med en rigdom af fisk og vildt. Sådan er mit efternavn også en remissens fra den tid. ’kooi’ betyder ’bur’ og referer til de familier som boede i vådområderne og holdt vildfugle i bur for at sælge dem i byerne uden for jagtsæsonen til en højere pris. Måske symboliserer vibeægget også frisernes forbindelse til det vilde land.
Fotografier: Symen Rutgers Fopma
Den 29. januar 2016 blev det besluttet, at der i 2016 ikke må samles æg i Friesland. Viben er en fredet fugl i EU, men siden slutningen af 80erne har der være givet – en slags – dispensation til friserne på grund af deres særlige tradition for indsamlingen af vibeæg, men efterfulgt af mange anfægtelser fra miljøorganisationer og efterfølgende retssager. Der har været en omfattende regulering af, hvor mange æg der blev indsamlet og hvor ved elektronisk registrering. Men i år besluttede GS (Gedeputeerde Staten – den myndighed der tager sig af den daglige ledelse i Friesland), at dispensationen skulle tilbageholdes. Vibebestanden er i stadig tilbagegang og GS vurderer ikke – i henhold til en rapport leveret af SOVON Vogelonderzoek Nederland, at man i tilstrækkelig grad kan beskytte bestanden eller rederne, selv med en omfattende regulering af både perioden for indsamlingen og registreringen. Det er muligt, at det sidste vibeæg er blevet samlet, i hvert fald lovligt.
”Craziest damn thing.” Wash Evans lit a cigarette, talked around it. “You know Gordon Lundt, the ‘zine star? He was on Tonight Show, and he happened to mention the red tide down at Hermosa Beach. He said it was pretty. The next thing anyone knows, every man, woman and child in the country has decided he wants to see the red tide at Hermosa Beach”. I 1973 udgav Larry Niven novellen ”Flash crowd”. Handlingen foregår i en verden, hvor opfindelsen af teleportation gør det muligt øjeblikkeligt at bevæge sig fra sted til sted. Teknologien har taget form som en slags ’telefon’-bokse, og fordi de er opstillet overalt har de hurtigt udkonkurreret først biler og siden flyvemaskiner. Hovedveje og afkørsler er for længst omdannet til grønne områder eller skov og boulevarderne i byerne befolkes kun af fodgængere, cyklister og knallertkører. Jerryberry Jansen er en ’taper’ – det vil sige, en slags freelance journalist, der altid er på farten med sit kamera for at filme, hvad der sker omkring de centre – klubber, indkøb, aktiviteter, hvor folk naturligt mødes. Optagelserne sender han direkte til sit nyhedsstudie. Vi træffer ham et par år efter introduktionen af de nye langdistancebokse. Nu kan alle rejse alle steder hen i verden, blot der er en boks i nærheden. Jerryberry filmer ved en tilfældighed en situation, der udvikler sig til optøjer og bliver efterfølgende beskyldt for, at optøjerne kun opstod, fordi han filmede det. Hans nyhed blev sendt live og tiltrak straks en stor gruppe ballademagere, der havde lyst til at slås, samt et opbud af (dumme) nysgerrige personer, flere nyhedsmedier, der igen tiltrak diverse grupper, der så det massive medieopbud som en mulighed for at få opmærksomhed til en sag, og da kaosset var totalt, folk, der kom for at plyndre. Muligvis er der slet ikke så mange af den slags mennesker i verden, men hvis de kan samles et sted på et øjeblik, hvad så? Jerryberry bliver fyret og drager (med sin redaktions velsignelse) afsted med sit kamera for at lave en dokumentar om implikationerne af langdistanceboksene (som han mener er skyld i miseren). Novellen undersøger implikationerne af fri bevægelighed og øjeblikkelig kommunikation, hvad der sker når nyheden skrives i samme øjeblik en given ting sker. Handlingen kredser om, hvordan fri bevægelighed og øjeblikkelig kommunikation (umiddelbar handling) potentielt kan udløse fænomenet en flash crowd eller en flash mob*, fordi der ikke længere er nogen forsinkelse eller besværlighed (refleksion) forbundet med nogen af delene. Jerryberrys undersøgelse er en undersøgelse af, hvad der sker, når alt for mange mennesker samtidigt benytter sig af det samme rum – med det samme formål.
” How bad is it?”,” Well, nobody’s been hurt, last I heard. And they aren’t breaking things. It’s not that kind of crowd, and there is nothing to steal but sand, anyway. It’s a happy riot, Jansen. There’s just a bitch of a lot of people.” Det er selvfølgelig spørgsmålet, hvilken slags ‘crowd’ man tilhører, dem der bare er ude for at se på og nyde et naturfænomen, som det smukke fluorescerende sorte sand på Hermosa Beach eller dem, der er ude på at plyndre og ødelægge. Det er utvivlsomt sandt, at de landmænd, som dyrker deres jord konventionelt og som har stærke interesseorganisationer og industrier i ryggen godt kunne siges at plyndre landet for en vigtig ressource, nemlig de vilde dyr og planter, og i dette tilfælde helt konkret for vibeæggene (selv når de siger, at de blot passer deres arbejde). Deres adfærd er den naturbeskytterne peger på som hovedårsagen til, at bestandene går tilbage, og som den primære årsag til det tab af biodiversitet, vi oplever på verdensplan i disse år. Men det er interessant også at se på den anden gruppe – gruppen af ’os’, den glade ’crowd’ af naturnydere som hver dag kæmper for at leve bæredygtigt og trække i den anden retning, så vi får en stærkere og mere forskelligartet natur.
Fotografi: Symen Rutgers Fopma. Viben har også andre naturlige fjender som for eksempel ræve og rovfugle. På billedet ses en tårnfalk.
De officielle tal fra Vogelbescherming Nederland anslår, at der i Nederlandene i dag er mellem 145.000-216.000 ynglende par viber, hvoraf cirka 1/5 er i Friesland. Man anslår også at bestanden er faldet med cirka 40 % siden 1990, og nu med cirka 5 % om året på landsplan. Bekymringen er stor og derfor er 2016 også blevet udråbt som Vibens år af organisationen og dens samarbejdspartnere. Da familie i Friesland i 1813 efter lov af Bonaparte tog deres efternavn og valgte at de skulle være en afledning af deres beskæftigelse, boede der cirka 175.000 mennesker i landet. Jeg tør ikke tænke på, hvor mange viber der har været, men mange flere, end der er i dag. På mange måder er det et simpelt regnestykke. I dag bor der cirka 645.000 mennesker i Friesland, hvis vi antager, at der er cirka 40.000 ynglende vibepar i Friesland og hvert par lægger 4 æg, som vel at mærke alle kan findes og indsamles, så har man stadig kun et æg per person til cirka 25% af befolkningen, hvis de vel at mærke vil have et.
Symbolikken af vibeægget er dyb i kulturen, og nutidens frisere kan spore rødderne tilbage til mennesker, der spiste af æggene, da der var rigeligt af dem, og da de vilde dyr og planter var et nødvendigt supplement til kosten. Vi angiver årsagen til faldet i bestanden til at være landbrug, industri og klimaforandringer, men er der en yderligere grund til at viberne skal beskyttes og æggene hverken bør indsamles eller bare findes – måske selv hvis bestanden igen kom i fremgang? Kan det være os – de glade nydere, myldretiden som samler sig ved vadehavet og på engene i store grupper, for at se og nyde og registrere naturen – af den simple årsag, at vi både er for mange, for veloplyste og har for nemt ved at være fremme? En halv time i bil en lørdag formiddag med ungerne, skat – jeg så det på nettet! Og det er selvfølgelig her, at jeg kom i tanke om det sorte fluorescerende sand på Hermosa Beach fra Larry Nivens novelle, efter min onkel Simon sendte mig besked om, at dispensationen til aaisyken i år var tilbageholdt. En trist besked og beslutning, tænkte jeg, og for nogle mennesker måske næsten som at få frataget båndet til deres jord. Det bånd man får, når man har både ansvar og ret. Det er let at forestille sig alle mulige løsninger (det gør Jerryberry også), fra et æg til alle børn i deres syvende år til et årligt lotteri. Men sandheden er nok at intet dur, for med den slags ting, der er hævdvundne gennem århundreder, så er det alle eller ingen. Der er intet argument eller regel der er god eller retfærdig nok til, at alle vil overholde den. Sjovt, at et totalt forbud kan forekomme en at være det mest retfærdige.
Billeder fra besøg i Jorwert i maj 2015 (Rikke Kooistra)
Der er ikke en speciel tradition omkring vibeæg i Danmark, men vi har andre nyere traditioner som viser, hvor hurtigt store grupper af mennesker kan slutte op om en begivenhed, når den spredes på de sociale medier. Et helt uskadeligt og meget positivt fænomen, som måske også er medvirkende årsag til at cirka 30 % af mælk solgt i DK er økologisk, er, når de økologiske køer lukkes ud på græs midt i april. I 2015 var der cirka 250.000 besøgende til arrangementer på gårde over hele landet. Hvis der var 250.000 personer der, samme dag i løbet af et par timer, ville se på viber, er det potentielt en helt anden sag. Balancen ligger hele tiden og tipper, og på den måde var der i efteråret 2015 skriverier i de danske medier om indsamlingen af svampe, dels med de årlige oplysninger og advarsler, men også med en ny påmindelse om, at den gamle sankeret fra Jydske Lov (1241) der siger, at man må indsamle, hvad man kan have i en hat (kurv) stadig gør sig gældende og med efterfølgende historier om skove, der blev støvsugede for svampe af folk, der solgte dem videre til restauranter til en fortrinlig pris. En aktivitet der kan politianmeldes, hvis den opdages, men som siger noget om, hvor skrøbeligt det er, og at vi i dag ganske hurtigt bliver for mange, der vil have for meget, så der simpelthen ikke er nok. Ikke engang selvom det nye nordiske køkken er en positiv fornyelse i vores dagligdag, og både sundt og velsmagende med mange spændende ingredienser hentet blandt de ’glemte’ vilde planter.
Min søster sagde engang tørt om friserne, at de mindede hende om et godt sammenfiltret og sammenknyttet bundt garn, der kigger op på en og siger ”HA HA. But we shall never unwind!”. Jeg synes ikke betragtningen er helt ueffen, og ser man på Friesland, så er der mange andre særlige ting og traditioner: de smukke fladbundede skibe, der minder om vikingeskibene, de sortbrogede køer på marken, de blotlagte vandårer, de umådeligt smukke heste, den frisiske hund, det bløde melodiske sprog, de mærkværdige sportsgrene, himlen, fuglene, viberne, der alt binder dem sammen. Men jeg kan ikke lade være med at håbe, at det en dag bliver forår, rigtigt forår, dernede igen. Fordi der er kommet balance i tingene igen, selvfølgelig, og ikke fordi 80 procent af verdens befolkning er bukket under for en pandemi.
[∞]
Tak til fotograf Symen Rutgers Fopma som lånte mig sine smukke fuglebilleder til denne post!
For interesserede læsere blev ”Flash Crowd” udgivet i 1973 i antologien ”Three trips in time and space” (red. Robert Silverberg) og derudover i Larry Nivens egen novellesamling ”The flight of the horse”. Ordene ”flash crowd” og ”flash mob” blev faktisk introduceret som begreber i sproget af Larry Nivens novelle.