For en 11-årig er det ofte synlighed, der tæller. Jeg husker tydeligt, at jeg var præcis elleve år gammel, da Krumme (Laust Højby) sang ”Det er svært at være elleve år, der er så meget de voksne ikke forstår”. Og det følte jeg meget stærkt. Omvendt havde jeg også en anelse om, at det samme gjorde sig gældende modsat. Der var meget jeg ikke forstod om mine forældres verden, så derfor lyttede jeg godt efter. Hvad var nu det der arbejde for noget? Hvad var på spil? Min far kunne fortælle indgående og medrivende om arbejdslivets intriger, om spændende projekter, om kunderelationer og om genvordigheder i virksomheden.

Hver eftermiddag, når han kom hjem fra arbejde, smed han arbejdshammen og iførte sig pluddertøj. Jeg tror, det var et ritual. Én person på arbejde, en anden person derhjemme. En frihed at være i sit eget nedslidte tøj, at tale frit. Og omvendt måske også en frihed at iføre sig jakkesættet næste morgen igen og være professionel, kompetent og alle de egenskaber, en sådan arbejdsuniform har til formål at signalere. Min mor havde lavet kaffe; vi satte os om bordet og far fortalte.

Når vi nåede aftensmaden, var det som oftest mors tur: Skruer, søm og roterende lejer. Blod, vener og afskårne lemmer. Åbne benbrud og knuste knogler. Min mors arbejde synes dengang en uendelig række af uheld, ulykke og menneskelig uforsigtighed. Du skal ALDRIG køre på motorcykel, skat. Du skal ALDRIG køre i bil og stikke hånden ud af vinduet, skat. Du skal ALDRIG hælde benzin på grillen, skat. På mors insisterende tone, vidste jeg instinktivt, at hun havde set de værst tænkelige udfald af de handlinger.

Hun kunne tale levende om sit arbejde, indtil far og jeg ikke længere havde appetit på farsbrød eller kyllingelår. Men på trods af alt det drama, var der intet drama. Altså af den slags jeg kender fra min egen arbejdsplads, og som far fortalte om. Her ligger dramaet meget ofte i omstændighederne og blokerer for fagligheden. Sammenlægninger, fusioner, udflytninger, eller hvad det nu kan være. Drama, der fjerner fokus fra fagligheden.

På mors arbejde er dramaet uløseligt forbundet med selve faget, ja, er vel grundforudsætningen for det faglige. Jeg hørte dengang kun blodet og de knuste knogler, men det mor i virkeligheden fortalte var altid forbundet med operationerne, med det faglige arbejde. Hvordan det var lykkes efter mange timers operation at rette en rygsøjle ud eller at sy en finger på. Hvordan man i dag udfører operationer med så stor kompleksitet, at det ville have været utænkeligt, da hun startede i faget.

Min mor er nu 70 og arbejder stadig. Indtil for et år siden, arbejdede hun nattevagter fra kl 15 om eftermiddagen til kl 8 om morgenen. Som en meget erfaren sygeplejerske havde hun ofte ”stjernen”, hvilket ikke, som navnet antyder, medførte særlige privilegier, snarere særlige forpligtelser som f.eks. at være den sidste, der går i seng. Hun er en del af rygholdet, en gruppe af specialsygeplejersker, der assisterer ved komplicerede rygoperationer. Det er ikke ualmindeligt at operere i 8 timer i træk. Hun er sej, min mor. Og var fysikken til det, var hun fortsat ti år endnu.

Derfor har jeg har altid synes, det er paradoksalt, at mor ikke er til at hive til lægen, lige meget hvad der sker. En del af det kommer måske også med faget. At man har set værre. Så man piber ikke. Og mor piber aldrig. Hun gik selv fra operationsafdelingen til barselsgangen, da hun skulle føde. Og: hun insisterer på at hive plasteret af i et – brutalt – ryk (!)

Selvom jeg som barn prøvede at sætte mig ind i mine forældres arbejdsliv, er det først nu, hvor jeg selv er blevet voksen, at jeg forstår, hvor unikt det er at finde sin rette hylde på arbejdsmarkedet. At være sikker på et fag og være kaldet af et fag, som min mor er det. Og min pointe er i virkeligheden, at selvom min mor havde pakket uniformen væk, inden hun kom hjem fra arbejde, så havde hun den alligevel stadig på. Og selvom hun snart pakker den helt væk, så vil hun stadig være kaldet af faget. En af de seje sygeplejersker.