En af mine frisiske yndlingssærheder er Fierljeppen. For jer, der ikke kender sporten, kræver den en pæl, noget vand (gerne en kanal) og en vovemodig person. Det er på en og samme tid en kulturarv fast forbundet til landskabet og en sportsgren, der er både underholdende og meget sær. For flere år siden var jeg til en Fierljeppen konkurrence i Friesland. Deltagerne skulle krydse en særlig bred kanal, og jeg glemmer aldrig synet af springet, den hektiske klatren til toppen af pælen, og endelig de åndeløse sekunders venten på præcis det rette samspil mellem vægt, tyngdekraft og fremdrift, alternativt et kæmpe plask. Det er en meget underholdende tilskuersport. (Hvis du aldrig har overværet det, så prøv at google “Fierljeppen” – det er en fest!)

Jeg husker også, da jeg var omkring ni eller ti år gammel og med mine forældre på familiebesøg i Friesland. Jeg blev sendt ud og lege med en granfætter. Hans forældre havde beordret ham til at vise mig rundt og mine kraftigt opfordret mig til at følge efter, så afsted måtte vi. Da vi befandt os på en frisisk gård, bestod rundvisningen i en tur gennem landsbyen og over de omkringliggende marker. Min guide stak mig en ”polsstok” og fortsatte ud over marken. Snart kom vi til den første kanal, og inden jeg så mig om, var han som fløjet over kanalen. Han gestikulerede, at jeg skulle følge efter, hvilket jeg gjorde – langsomt og klodset. Han fortsatte over markerne, og kanalerne vi krydsede blev gradvist bredere. Jeg kunne ikke lide at give op og gjorde mit bedste for at følge med. Der gik relativt lang tid før det gik op for mig, at han tog pis på mig. Det gav mig endnu mindre lyst til at stoppe, men jeg var virkelig ikke på hjemmebane. Det sidste jeg husker fra det eventyr, er turen tilbage til gården i dårligt humør og meget våde sokker.

På vores nylige besøg i Friesland fik jeg lejlighed til at genopleve både minder og selvsamme gård. Min fars fætter, Sake Castelein, som har livslang erfaring i at springe, indvilgede i at demonstrere teknikken. Det var en smuk dag og det frisiske landskab tog sig ud fra sin bedste side. Sake sprang over kanalen flere gange, og det var en fornøjelse at se ham flyve gennem luften til den modsatte bred. Hans krop vidste præcis, hvad den skulle gøre, og jeg er sikker på, at han kunne gentage sekvensen i søvne uden at få våde fødder.

På sådan en smuk dag ville det selvfølgelig være en skam at gå glip af muligheden for at flyve over en kanal, og jeg kom da også tørskoet over, men desværre ikke med same ynde som Sake.

Fierljeppen er ikke bare en underholdende sport; enhver frisisk bonde med respekt for sig selv ejer en polsstok. Gennem det frisiske landskab løber tusindvis af kanaler, og pælen, der er let at bære, har været det perfekte redskab til at komme fra mark til mark. Desuden, fortæller Sake, var det en særlig frisisk skik at samle vibeæg på markerne, og her blev pælen også brugt til at krydse kanalerne.

Efter flere spring, overtalte vi Sake til at angribe en større kanal. Han udførte endnu en gang et perfekt spring, men desværre overlevede hans briller ikke turen denne gang. Som vi stod der og heppede, kunne jeg ikke lade være med at tænke, at jeg ville være glad, hvis jeg som 70-årig kunne flyve gennem luften som ham.