En tåge kan være et helt konkret fænomen, efter sigende et forhold der opstår, når varm luft møder kold overflade eller kold luft møder varm overflade. En sky der smyger sig hen over jorden i stedet for at svæve henover himlen. En sky man kan gå igennem, hvor man oplever manglende sigtbarhed, og mærkværdige perspektiver og former. Nogenlunde sådan har jeg haft det siden årsskiftet, og derfor var det også en stor glæde for mig, da tågen endelig manifesterede sig fysisk og jeg med mit kamera kunne spurte ud og dokumentere – øh – dokumentere den.

Det er en underlig ting, når de personer dør, der på en eller anden måde har haft en anerkendt betydning i verdenshistorien og som har levet deres liv så offentligt, at alle opdager, når de forsvinder. Nogle gange nikker man i en slags anerkendelse af deres præstation og med tanke tilbage på den måde deres navn har strejfet ens liv i ord, billeder, lyd eller politiske beslutninger. Det er i dyb respekt, men en nem afsked. Således var jeg ikke synderligt påvirket, da det blev mig oplyst, at jeg havde stået på Skodsborg Station på vej ind i Jægersborg Hegn i samme tidsrum, hvor Klaus Rifbjerg nok lå død i sin lejlighed i det hvide kompleks lige over for. I betydningen, at jeg havde passeret forbi hans død, ligesom hans ord i nogen grad var passeret forbi mit liv. Men man bøjer hovedet for den kraftpræstation, der lå i deres tilstedeværelse og deres arbejde, og i al ydmyghed over at det var så det. Det punkt vi alle når på et eller andet tidspunkt, når vores kroppe eller åndsevner ikke rækker længere.

Andre gange er det som om man bliver vakt ud af en drøm. Et umiddelbart ”åh nej”, selvom man egentlig ikke har lyttet til David Bowie i en hel del år og ikke på den måde er en daglig lytter af nogen ting overhovedet. Det er ikke til at vide, hvornår det indtræffer. Jeg ville have peget på Joni Mitchell (som heldigvis lever endnu) før David Bowie, hvis jeg ønskede numre en aften, hvor der blev spillet musik for mig. Men ved meddelelsen om bortgang går det med et op for en, at lige præcis den skikkelse forbandt man med noget meget vigtigt i verden, et slags lyspunkt. Med David Bowie var det måske en del af den lyd, der gjorde at jeg, som helt ung, definerede en modstand mod stereotype kønsmønstre og stagnationen i én form eller én alder – den Rikke. Rikken. Da jeg oplevede ham første gang, vidste jeg med jubel straks, at jeg også var mange, og at jeg først lige var begyndt at opdage hvem.

En af mine metafysiske opdragere og yndlingsforfattere døde i 2011 – Diana Wynne Jones. Da jeg opdagede det sad jeg i min sofa og kiggede tilfældigt på hendes hjemmeside. Hun havde da været død i mange måneder, og retrospektivt havde jeg egentlig set en notits om cancer året forinden, men nogenlunde skødesløst skubbet det fra mig igen. Til min forbløffelse haglede en regn af skoldhede tårer nu ned på tastaturet og mine hænder. Jeg var oprigtigt ked af det, ikke flere nye ord og jeg havde ikke engang sagt tak! Det var et af de øjeblikke, hvor alting ligesom drejer sig en lille smule, et hak, inden det falder på plads igen. Jeg havde opgivet min søgen efter en læremester (som skulle lære mig at se og tænke) mange år inden. I stedet havde jeg indstillet mig på resignation, og det var i den resignation endelig gået op for mig, at de var der, mestrene, blot spredt over århundreder og årtusinder. Tiden betød ingenting, kun i forhold til hvor meget jeg selv kunne forstå, men værkerne lå der åbne for mit blik med de bevægelser, jeg skulle gennemgå og de betydninger jeg skulle udgranske. Jeg blev forbløffet, fordi det gik op for mig, at der var en som faktisk eksisterede i min samtid, en væsentlig opdrager af mig, og jeg kunne som det mindste have sendt et brev med en udførlig tak, og det havde jeg forpasset. Men hvad betød min genfundne tidslighed, at jeg skulle se mig om og forsøge at fabrikere en takkeliste – til de andre som muligvis eksisterede i min samtid, hvis jeg vidste hvem de var?

En underlig ting, ikke? Den sammenhæng og afstand der er mellem person og værk. Personen lever og tænker og bevæger sig skjult i tempi og konstruktioner i sine værker, man kan altid genkende dem, hvis man kender dem. Det er som om de stadig trækker vejret der og åbner rum, hvor man eksisterer samtidigt i hengivelsen til en ide en lyd eller et billede. At der er en grundlæggende uoversættelighed forringer ikke nødvendigvis forståelsen, selvom man må regne med den i alle forhold. Ens læremester kan med sine metafysiske kræfter udfolde verden for en, trodse tider for at tale og sende en gennem en malmstrøm til man igen står i et nu og er bevæget. Og i en eller anden tid har de eksisteret som personer i liv. En alder der er bundet, hvor døden endnu ikke har skjult dem i værket. Jeg kan ikke forstå, hvorfor nutiden gør det så umådeligt tåget for mig, hvornår nogen skulle stå på den takkeliste, jeg endnu ikke har fået skrevet. Men det gør den.

Det skal siges, at tåge i vindblæste København og omegn ikke er et hyppigt forekommende fænomen. Efter sigende skulle morgentåge kunne opleves på vindstille dage. Jeg ved det ikke, ligesom jeg heller ikke er sikker på, at tågen alene stammer fra mit hoved. Efter sigende skulle den også kunne komme fra min søsters bevidsthed, fra min datter og flere andre i vores omgangskreds, der hævder at januar har været en mærkværdig affære.

Var der nogen der sagde at gå i hi?