Jeg kan lige så godt begynde med at sige det: Jeg elsker mad! Jeg synes, at det er fantastisk, uanset om det er så simpelt som at sætte tænderne i en gulerod, spise en nybagt bolle med smør, eller at blive præsenteret for en gourmet-middag. Jeg kan lide snacks, desserter, morgenmad, aftensmad, frokost, mellemmad, natmad, eftermiddagste. Alting, måske med undtagelse af julesalat og Campari. Men mest af alt holder jeg af de store frokoster. Jeg synes, at det at sætte sig til et veldækket bord, hvor snapsen allerede dugger glasset og øllene står kolde og klar til at blive trukket op, hvor duften af sild og løg rammer ens næse, og al fisken står der og vil spises, laks, ål, rejer, og alle ser på hinanden og smiler, for de næste fem til syv timer skal man egentlig bare småspise og drikke og sludre med hinanden. Det er hyggeligt. Jeg elsker det.
Jeg har deltaget i den slags frokoster, så længe jeg kan mindes. Alle i min familie er ret madglade, og jeg får at vide, at jeg, på et meget tidligt tidspunkt i mit liv, før jeg overhovedet havde lært at tale, gik (kravlede) under tilnavnet ’rejepostej’. Min mormor hentede friskfangede rejer hos fisker Jantzen fra Brunhuse på havnen i Assens, kogte dem altid selv derhjemme, og så pillede hele familien rejer til frokosten. Jeg sad i min høje stol og slog med skeen i bordet, når det gik for langsomt, og de ikke kunne fodre mig hurtigt nok. Min mormor lavede vidunderlige frokoster, og som jeg fik bevidsthed, spiste jeg mig med stor glæde gennem alle dele af dem. Fisk, kød, lune retter, ost, kaffe og chokolade. Jeg fik min første snaps, der drev vandet frem i øjnene, til en frokost, og min første halve øl, ligesom en stor del af de vigtige og muntre familiehistorier blev fortalt og genfortalt, netop ved de uendeligt lange frokoster omkring højtiderne, når hele familien var samlet.
1965: frokost i spisestuen i Østergade i Assens. Min mor er den unge kvinde, der ses på billede 1. På billede 2 ses morfar Hugo og mormor Else. Billede 3 ses morfar Hugo og Tante Mona – de havde faste pladser og sad ved siden af hinanden gennem 50 års frokoster.
1976: dejlig sommerfrokost i haven i Østergade i Assens. Billede 2 – mormor Else taler med kusinerne. Billede 3 – fin skjorte, far! Billede 4 – morfar Hugo og Tante Mona på de faste pladser. Snapsen skænkes.
1976: Billede 1 mormor klar til en skål. Min onkel Jan holder et fad. Billede 2 Nyt perspektiv, jeg ænser ikke fotografen, mine øjne viger ikke fra fadet. Det er den fantastiske uforlignelige maskerede laks. Dampet laks fra den gang den blev fanget og ikke groet, pyntet med ægte mayonnaise, ikke fra glas, men hjemmelavet, stenbiderrogn, tomatbåde, æg og rejer. Der var rationer på, hvor meget jeg måtte spise – max to gange – og så blev det alligevel nogle gange tre, når mormor var ekstra god ved mig. 1984: Frokost i Nyadelgade i Assens – lillesøster Rie og mormor. Ries absolutte favorit var den lyserøde cervelatpølse fra Slagter Olsen.
Nu er der så blot det lille problem, og det er, at jeg ikke længere spiser kød. Den store danske frokost er om noget en langsomlighedens fest, hvor man stille og roligt spiser sig gennem tusind småting (af kød), man tager sig tid, og det bliver opdaget, hvis en person sidder med sine ti gulerodsstave for længe. De lægger heller ikke rigtigt bunden, hvis man har lyst til at drikke snaps. Et stykke grøntsagstærte mætter, men det vil føle sig så uhyre ensomt til sådan en frokost! Jeg kommer selvfølgelig ikke kun for maden, men også for selskabets skyld, og selskabet vil heldigvis stadig gerne have mig hængende, også selvom jeg ikke tager del i den del af gildet, hvor vi spiser helt det samme. Jeg bliver heler ikke opfattet som en farlig dissident, det tror jeg da ikke, og jo, selvfølgelig taler vi også om, hvorfor jeg er blevet en ’kostfornægter’, hvis nogen tør spørge! 🙂
Men hvad sker der egentlig, når en kødnægter sætter sig til det store kolde bord? Lad os starte med fisken, jeg spiser æg og karrysalat, muligvis er der nogle tomater, dem tager jeg også, hvis der er karse eller løg, vupti – det ligger på min tallerken, måske en kartoffel, salatblade, peberrod. NAM. Jeg har en mad, og sådan fortsætter det. Kødet kommer på bordet, flere tomater, ristede løg, mayonnaise, jeg tømmer hele den ekstra skål med champignon, der ellers hørte til leverpostejen, agurker, italiensk salat, rødbedesalat, cornichoner, syltede agurker. Det hele ender på min tallerken, og nu begynder folk i den anden ende af bordet måske at hviske en smule. ”Se hun tømmer fadene”, ”Hun er helt vild”, ”Jamen lillefar, jeg spiser jo ikke postej uden champignon og rødbede”, ”Kan man spise en mad kun med remoulade? ””Mon hun stopper ved osten! ”. Det gør jeg, stopper ved osten, for der er jeg med på lige fod med alle andre og sikkert ved at være mæt og jeg er jo ikke veganer (nyt solidt samtaleemne), så det er dejligt med ost. Jeg kan godt lide den lagrede ost, kiks og druer, måske med honning og nødder til og så en smule frugtsalat eller lidt risalamande for lige at runde af. Jeg vil påstå, at det overhovedet ikke er et problem at have en vegetar til koldt bord. Du behøver ikke gøre noget ekstra, måske bortset fra at have et par kolde kartofler på bordet, det eneste er, at det går hårdt ud over pynten, så sørg for at have EKSTRA PYNT, rigeligt med pynt til alle retter! Og godt med snaps, for vegetarer kan drikke mere snaps end kødspisere.
Nu stunder julen til og alle de store julefrokoster, og i den anledning stak søster og jeg hovederne sammen, for vi syntes, at det kunne være sjovt at lave et eller andet, der var smørrebrødsagtigt men vegetarisk. Ligesom jeg også i kommentardelen til indlægget ’Kødnægter! ’ lovede Birgitte et svar på, hvad der erstattede min store kærlighed til den gammeldags modnede marinerede sild. Søs, der sammen med sin veninde Marie har en slags lille gourmandklub, hvor man både kan lave maden og spise den, satte sig for at komponere fem stykker smørrebrød, der lægger sig tæt op ad de traditionelle stykker, men er vegetariske. De måtte derudover gerne være inspireret af det nordiske køkken. Jeg leverede tre forskellige snapse til måltidet, for jeg synes, at det er sjovt at lave urtesnaps.
1) Vege-tatar (blomkål, kapers, løg, dild, dijonnaise med smørristet rugbrød) med OP snaps fra Sverige. 2) En tur i skoven (champignon, fløde, citron på ristet rug-hvedebrød) med gransnaps. 3) Dansk bøf (rødbedebøf med peberrodscreme på rugbrød) med rabarbersnaps. 4) Hvem kom først? (æg, persillemayonnaise på ristet ølandshvedebrød) med jonge graan jenever fra Nederlandene. 5) Gyldne stykker (siger Rie) eller; Gyldne stykker fra Ønskebrønden (siger Marie) (brie og æble med ristet rugbrød) med røllikesnaps.
Og så er der vel egentlig kun at sige velbekomme og udbringe den skål, der altid har været min yndlingsskål og den første skål efter ”Tak fordi I ville komme” – nemlig ”Lad fisken svømme! ”. Jeg tænker, at de fleste her er med på, hvor vittigt jeg synes det er, og derfor vil jeg også benytte lejligheden til at korrigere mig selv i forhold til ovenstående og sige, at selv om det madmæssigt måske ikke er et stort problem at have en kødnægter til julefrokost, så kan det være rimeligt irriterende.
Skål!