Midsommeren blev åbnet på årets Copenhell-festival. Jeg kan præcis sige hvornår, men for begyndelsens skyld, så var det allerede en fin dag, lørdag den 20. juni. Jeg stod op, solen skinnede, jeg var sammen med gode venner, som jeg ser alt for sjældent, og vi skulle til musikfest. Yderligere; der var rent på Refshaleøen, da vi ankom midt på eftermiddagen, selvom det var sidste dag på festivalen, toiletterne var rene og der var masser af dem, maden man kunne købe var god, rigelig og velsmagende. Der var endog friskpresset appelsinjuice med vodka (som jeg drak) og vegetarretter (som jeg spiste). Det var hyggeligt, folk var i godt humør og tilbagelænede. Musikken var god. Jeg var tilbagelænet og interesseret.

Og så Gojira. Lyden ramte fra de første aggressive anslag min bevidsthed, på samme måde som ens krop rammer vand og kulde på årets første svømmetur, som et gisp der fylder lungerne med luft og i et splitsekund lader bevidstheden gå fra at være underholdt til at være lysvågen. Jeg tror, at jeg halvt vendte mig mod min ven Fiske under det første nummer og gav hende et ’wow-du-havde-ret-da-du-sagde-at-vi-skulle-høre-dem’ smil. Ellers var jeg opslugt af lydbillederne, halvt svævet væk på en eller anden tanke, men samtidig fastholdt af musikkens NU HER. Vinden tog ordene fra sangene og gjorde deres indhold obskurt, alligevel brølede energien fra forsangerens stemme, fra trommer, bas og guitar videre ud gennem vindmuren. Den forplantede sig op ad jorden gennem mine fodsåler, gennem vibrationer i det podie jeg stod lænet op ad, mine venner, de andre-publikum, i luften, og i mit blod så alle celler var vidende om, at jeg-vi stod i en strøm af rasende vild energi, og det var her, at det unægteligt virkede som om portene til midsommeren blev smækket på vid gab. Sommerlandet åbnet.

Det var en fantastisk musikoplevelse fra start til slut. Altså magisk. Musikken holdt. Jeg tror, at det er meningen, at der skal spilles den slags vild musik midt i året, sommeren kræver det brølende, råbende, hujende liv, når lyset når Zenith, den kræver mere. Og til dem, der måtte synes at det skrevne bliver lidt for metafysisk og at jeg teknisk set er tidligere ude end de officielle fejringer i Norden, mangler jeg blot at tilføje, at der var bål den aften! (Og regnbue(r)!)

[Afslutningsvis: Selvom min umiddelbare forelskelse i musikken var løst fra ordenes direkte betydning, så kunne jeg selvfølgelig ikke lade det blive ved det og bestormede en pladebutik førstkommende hverdag. Jeg fandt ud af, at “Ocean planet” var det første nummer jeg hørte. Den er fra albummet ”From Mars to Sirius – 2005”. Derudover ”L’enfant sauvage” fra albummet med samme navn (2012) og mange andre. Fint.]

[Ingen undskyldninger: Men jeg havde altså ikke hørt dem før.] [Og ingen bortforklaringer: 1) Jeg er musikdum og hører ikke så ofte musik. 2) Jeg elsker musik, men det larmer, når jeg ikke lytter til det!]

[Snapshots er taget med en HTC One X. Tak til Prinsib for billederne!]