I grøftekanterne omkring min barndomslandsby som den lå der i slutningen af 70’erne, lå der af og til glasflasker. De var blevet smidt der af folk, der var på vej til eller fra stranden, sandsynligvis for at besøge diskoteket ’Perlen’ som lå lige ned til havet, og som i den anledning lige så deres snit til at varme op inden ankomst. For os børn blev det hurtigt en ekstra indtægtskilde, så når vi var ude at lege efter en weekend bestod den første del af legen i at tjekke grøftekanter – jeg tror, at panten for en flaske var 0,25 øre dengang. Bagefter gik vi hurtigt ned til Gurli. Hun havde en lille købmandsbutik til højre side i et hus, hvor hendes mand havde barbersalon til venstre side. Hendes tålmodighed løb sjældent af med hende, selvom hjertet må være sunket i livet på hende ved synet af en hel flok rødkindede børn med hver to til fire flasker. Proceduren var som følger: ens flasker blev afleveret, der var for en krone, man gik med sjældent tålmodige Gurli hen til den lille disk, hvor hun havde æsker med slik. Stykkerne kostede mellem 5 og 10 øre, hun fandt en pose frem og så gik det løs – en frugtvingummi – den røde, to lakridser, en lyserød og en gul pinocchiokugle (5 øre per styk), hmm og hvad nu, et stykke jenka-tyggegummi (25 øre), ok og så en pinocchiokugle til og en saltlakrids og resten vingummier, men ikke de gule. Tak, NÆSTE. Jeg tror kun, at det var når der kom ’rigtige’ kunder, at hun bad os om at vente udenfor eller når man af og til var særligt ubeslutsom, at hun rettede et hvast blik mod en og sagde ”jeg kan ikke bruge hele dagen… ”. Og bagefter gik vi med hver vores lille bolsjestribede pose ud for at fortære rovet. Det var reglen med undtagelse af de uger, hvor ingen havde haft held til at overtale deres forældre til at købe Sølvpil, så blev der handlet indbyrdes og lagt i bunke og vi købte et blad til deling, og hvis nogle købte slik i stedet, så var loven sådan, at så fik de ikke lov til at læse i bladet.

De to lege som jeg oftest var med til at lege, da jeg var barn var enten indianer eller UFO – det sidste betød, at jeg enten landede på en fremmed planet som opdagelsesrejsende eller at opdagelsesrejsende i en UFO landede på vores planet (og ville have mig med ud i verdensrummet!). Men når vi havde siddet klumpet sammen om et Sølvpil-blad, så var legen givet. Vi legede indianer. Rollerne blev fordelt, nogle gange var alle indianere, andre gange havde vi en gruppe blegansigter med. Jeg argumenterede som regel for, at jeg skulle være indianer. Min indvending var, at det var mest realistisk, fordi jeg med mit lysebrune hår var klart den mørkeste af os, og fordi jeg havde en brunlig corona omkring pupillen i ellers blålige øjne. Når vi var for mange i legen til, at det passede med karaktererne, så fandt vi selv på nye navne. Så legede vi, spredte i landskabet, på engen med ponyerne, nede ved mosen, i den lille skov, hist og her. Vi opbyggede samfund og dekonstruerede dem igen i legen, og vi brugte alle de fakta som Sølvpil var fyldt af, for eksempel stod der i Sølvpil, at Kiowaerne kaldte maj for måneden hvor bladene grønnes, eller oktober, måneden hvor dyrene taber deres horn. Vi kendte ikke navnene på alle måneder, men så kunne vi finde på dem, og ideen var nok til, at vi kunne bruge en hel dag på at give ting navne som beskrev dem i stedet for deres kedelige hverdagsnavne, hvor beskrivelsen var iboende navnet. I Sølvpils ’stamme-nyt’ stod der hver uge nye detaljer om indianernes liv, også hvordan indianerne kunne bevæge sig hen over skovbunden så lydløst, at end ikke en gren knækkede. Nogle var bedre til det end andre. Jeg øvede mig, men onde tunger vil vide at jeg er en tramper af natur, så det lykkedes aldrig at være helt stille. Jeg havde mokkasiner som hjemmesko, og gik med pandebånd i perioder, mit hår var som regel flettet i fletninger, jeg red på landsbyens ponyer og vi broderede med perler på fritidshjemmet og betrak dem med læder, så de kunne bruges som bogmærker. I Sølvpil – ’det friske indianer-blad for drenge og piger’ var der anvisninger til mange ting man kunne bygge selv og fortællinger om, hvordan indianerne gjorde ting og hvem de forskellige stammer var. UFO eller indianer – på mange måder var det den samme leg. Vi vidste det bare ikke.

Sølvpil er Kiowaernes unge høvding. Han er beundret og afholdt af alle indianerne, fordi han med både mod og styrke forsøger at skabe fred og retfærdighed overalt. [Fra “Kampen om Indianernes skov”, nr. 36, 30. aug.-5. sep., 1976]

Jeg glemte Sølvpil, selvom jeg aldrig holdt op med at interessere mig for amerikansk historie, men den del gled i baggrunden. Bladet udkom ikke længere en gang om ugen og i stedet var der X-men, Hulken og andre blade i kiosken hos Gurli. Vi voksede op og forsvandt fra landsbyen. Så en dag som jeg bedst sad og kedede mig i nutiden og lod mine tanker drive fra det ene til det andet, men med en Ipad inden for rækkevidde, kom jeg til at tænke på hvordan Sølvpil egentligt var blevet oversat – var det fra Silver Arrow, og hvordan med Falcon og Moonbeam eller havde de haft fonetisk indianske navne i den engelske udgave. Jeg googlede det for sjovt og blev forbløffet, da det gik op for mig, at serien aldrig har været oversat fra engelsk, men var tegnet og skrevet til et publikum i Belgien, Nederlandene, Tyskland og de nordiske lande. På sin vis gav det god mening, at det måske har været svært at sælge et ugentligt magasin til friske drenge og piger i Amerika, hvor de ofte nederdrægtige blegansigter var dem selv. Det gav anledning til en anden lidt forbløffende iagttagelse, at selvom jeg som barn godt var klar over, at jeg var hvid og hverken brunhudet eller sorthåret, så opfattede jeg aldrig mig selv som et blegansigt. Jeg legede det jeg var – nemlig en indfødt, og når jeg havde lyst til at fjerne mig fra det, så var jeg opdagelsesrejsende på en fjern planet. At jeg overhovedet blev forbløffet over at opdage at Sølvpil var skrevet til et indfødt publikum viser, at jeg af og til (at vi måske gør det) glemmer hvor uendeligt langt vores kultur og dens rødder ligger fra den amerikanske.

Jeg kunne ikke helt lade det blive ved det, så jeg forsøgte at finde lidt flere informationer, og det var tilsvarende morsomt at opdage, hvordan Sølvpil blev beskrevet i forskellige engelsk-sprogede tegneserieforaer. Brudstykker af teksten var blevet oversat, men udover tegnetekniske kommentarer var der en udbredt rysten på hovedet over det faktum, at indianerne lignede WASP’s (White Anglo-Saxon Protestants) – bare med brun hud, at påklædningen ikke var ’autentisk’, og at der var lagt (for) meget vægt på Månestråles lange velskabte ben, og det at hun var ret afklædt, uanset årstiden, i en pinkish slags højt slidset kjortel. Jeg tænker, at det hele er rigtigt ud fra en nutidig betragtning, og igen kan jeg ikke lade være med at more mig en lille smule over kritikken – nu hverken som indfødt eller intergalaktisk opdagelsesrejsende, men som tidsrejsende, for selvom serien med et nutidigt amerikansk blik måske ligefrem kan opfattes som indskrænket eller krænkende, så er faktum at der ikke fandtes nogle WASP’s i de lande den er skrevet til, fordi ingen af os er det, udover at være temmelig hvide, blonde og blåøjede. På samme måde tænkte jeg allerede den gang, at Månestråle ret tit var uheldig og skulle reddes, men på den anden side var hun som regel også i stand til at redde både sig selv og andre, fordi hun kunne judo. Hun var en supersej squaw, der havde sin egen pumaunge. Jeg tænkte ikke videre over hendes påklædning, selvom jeg syntes, at hendes voksne muskuløse lår måske var lidt tykke, men jeg læste på den anden side også Sølvpil på et tidspunkt, hvor de fleste i DK gik topløse på strandene, pædagogerne i bikini på fritidshjemmet og jo – når vi tog på stranden med fritteren, så badede vi i vores undertøj eller uden og nogle gange havde vi farver med og så malede vi vores pædagoger. Alle ville helst male M, for hun havde meget smukke bryster, som man kunne male som blomster, E var også ok, men hun havde ammet tre børn, så de var lidt tørret ud, og ingen ville have Er, for han havde så mange hår, at det var umuligt at lægge farven ordentligt. Men vi gjorde det alligevel, for han skulle jo nødig blive ked af det, og så kunne vi i stedet sandtatovere ham eller grave ham ned.

Månestråle er en høvdingedatter og bedste venner med Falk og Sølvpil. Hendes hest hedder Brune og så er hun plejemor for pumaungen Tinka. [Fra “Månestråle I voldsmands kløer”, Gratis indlæg – nr. 14, 1976]

Sølvpil blev tegnet af den belgiske tegner Frank Sels (3.10.1942-19.12.1986) og blev udgivet i Danmark fra 1970-1986. Serien begyndte i det små allerede i 1966 i det flamske magasin ’Ohee’, men tog først for alvor fart i slutningen af 60’erne hos det tyske Bastei Verlag. Hos den tyske udgiver Wick, der er indehaver af Frank Sells Archiv, regnes seriens levetid fra 1969-1988, og Wick har gennem flere år været i færd med at genudgive Sølvpil i Tyskland. Således udkommer bind 38 og 39 den 7. november, 2015, mens bind 50 er planlagt til udgivelse i 2017. Genudgivelserne er uforkortede, det vil sige at en del af historierne er supplerede med helt nyt billedmateriale, der oprindeligt redaktionelt har været klippet fra. Frank Sels søn, tegneren Ersel (Erwin Sels) har hjulpet med at genskabe forsider til de episoder, hvor originalerne manglede.

Et uskyldigt spørgsmål om navne en eftermiddag, hvor man keder sig og pludselig er man kastet ud i en undersøgelse, der vil vikle sine arme længere og længere ud. Jeg er stadig nysgerrig, for hvor stort var oplaget af tegneserien egentlig og hvor mange børn i Tyskland, Belgien, Nederlandene, Danmark, Sverige, Norge og Finland voksede op med Sølvpil og mærkelige stumper af viden om indianerne i deres bevidsthed? Hed september måned virkelig de gule blades måned? Og hvad med Kiowaerne, vidste de at tusindvis af børn voksede op og længtes efter at ride ud over prærien på en hvid hingst ved navn Stormvind og efter at se synet af en flok bisoner? Korresponderede Frank Sels med dem, og hvad motiverede egentlig ham til at skrive og tegne Sølvpil, ud over det umiddelbare at det var hans levebrød? Jeg vender tilbage, når jeg finder ud af noget mere, hvis jeg finder ud af noget mere. Det kunne blive en serie.

Sølvpil blev kaldt Zilverpijl på flamsk og nederlandsk, Silverpilen på svensk, Sølvpilen i Norge og Silberpfeil i Tyskland. Du kan læse mere om Sølvpils univers på Carsten Søndergaard Hansens hjemmeside om tegneserien.

[Fra “Hopiernes desperate kamp”, nr.27, 30. juni, 1980]