Når man som jeg er vokset op på landet og flytter til byen, kan man være sikker på at få stillet spørgsmålet, om man har tænkt sig at flytte hjem igen. Efter at have boet i København i 15 år, har spørgsmålet mistet sin relevans, for København er mit hjem, som jeg aldrig flytter fra. Men det ord, hjem. Et elastik, der trækker mig fra København i dag til Otterup for 20 år siden. Og jo længere elastikket bliver, desto tydeligere bliver forskellen mellem de to udgangspunkter.

Det er oppe i tiden at tale om forskellene mellem land og by. Eller rettere sagt det er oppe i tiden at tale om fordelene ved et liv i vandkantsdanmark frem for et liv med forhøjede boligpriser og forringet fællesskab i København. Formentligt er det den massive tilvækst til de større byer, der har fået politikere og eksperter til at gøde de golde marker med sympatisk retorik. Og som ex-vandkantsbeboer er det altid med blandede følelser, denne politisering af den del af landet, der stemples som udkant. For landet er jo lige der. To timer i bil fra København. 200 kilometer – ingenting.

Forleden snublede jeg over Lotte Svendsen og Knud Romer, der diskuterede selvsamme problemstilling. Knud Romers opgør med Københavneriet og hans glorificering af stynede piletræer og landlig idyl efterlod mig af flere grunde forvirret. For nogle år siden læste jeg Romers selvbiografiske roman, “Den som blinker er bange for døden”, om hans opvækst i Nykøbing Falster. Bogen er fortættet med episoder fra Knud Romers barndom, hvori et liv i provinsen beskrives som alt andet end idyllisk. Om end min egen barndom i provinsen ikke kan sammenlignes, forstod jeg at hans barndoms klaustrofobi var lig min egen. At det nogle steder er så småt, at man mangler luft. At for al den plads, der er på landet, skal man til byen for at kunne trække vejret. Men her var han på min fjernsynsskærm og råbte: flyt dog hjem, der er dejligt på landet. Det var utroværdigt og unuanceret, for er det ikke fuldstændigt underordnet, om der er smukt, hvis man ikke føler sig hjemme?

Jeg flyttede ikke fra provinsen, fordi græsset var grønnere i København. Jeg flyttede fra provinsen, fordi jeg ikke havde lyst til at bo der. Jeg valgte ikke storbyen til, men provinsen fra.

Foto: Sake Kooistra

Forstå mig ret, der er dejligt på landet, og jeg ville ønske, at jeg kunne rive mit barndomshjem op med rode og flytte det nærmere byen. Altså København. Et smukt stråtækket bindingsværkshus omfavnet af et storslået asketræ, frugthave og udsigt til marker og skov. En nordisk oase, og det bedste var, at det lå tre kilometer fra byen. Altså Otterup. For småbyer er vel bare ikke for alle. For nogen er der tryghed i at kende alle, og i at alt skal være kendt, for mig er det klaustrofobisk. Måske derfor bekæmper jeg stadig trangen til at gemme mig bag hylderne, når jeg besøger mine forældre og er med min mor i Kvickly. For hvem ved jeg ikke. Fortiden inkarneret i en enkeltperson. Mig selv som 15 år og frygtelig. I starten var det bedste ved København, at jeg kunne gemme mig i den.

Nu er der mange grunde til, at jeg elsker København. Her kan jeg trække vejret. Men så alligevel. Der er noget, der rykker i mig. Elastikket strammer, og jeg må hjem – til Fyn.

I 1936 udgav Achton Friis ”Danmarks store Øer”, hvori han beskriver befolkningens særpræg i de forskellige egne af landet. Om min hjemstavn fortæller han: “Sletten strækker sig fra Odensefjord til over mod Aasene ved Gyldensten, og Otterup er dens Hovedstad. Jeg havde aldrig tænkt mig, at noget saa ensformigt som Landskabet om denne By fandtes i Landet. Den ene Sædmark ligner den anden, og de er kun brudt af Græs- og Roemarker, adskilte af de evindelige hegn af kanadisk Poppel. Man overskuer sjældent mere paa en gang end 3-4 Gaardes Jorder. De faa Herregaardes Parker virker i denne Agrarørken som Oaser.”

Alle fotos i billedserie: Rikke Kooistra

Knud Romer har sine stynede piletræer. Jeg har mine forblæste popler. Den flade slette, det golde hårde vinterlandskab og den bløde, bølgende sommer. Den enorme kuppel, der accentueres af landskabets fladhed. Vinterens grå og sommerens blå. Det hiver i mig, og selvom jeg ser det skønne i de rullende sydfynske bakker eller skovene nord for København, så er jeg ikke i tvivl om, at mit landskab er den nordfynske slette.

Mest af alt trækker havet. Solen der varmer min krop, duft og lyd af hav, stemmer, hvin og skrål.  Eller vinterhavets vrede bølgende råb, der vrider sig og ruller ind over stranden. Vildt og intenst. Jeg vil ud i det. Det blæser så meget at jeg griner. Det er ikke glæde, men en grimasse. Jeg blotter tænder. En udfordring til elementerne – kom bare.

Foto: Rikke Kooistra

Landskabet har sat sit aftryk i mig, og jeg tror det skete, da jeg var allermest ligeglad med det. Da jeg modvilligt blev slæbt med på gåtur som barn. Da jeg lå på Hasmark Strand og kun hørte veninderne snakke. Da hviskede havet og landevejene til mig, og nu, hvor jeg er voksen, er snakken og modviljen forstummet og landskabets lokken alene tilbage.

Mit hav, mit stykke landevej og mine forblæste popler. Det vilde landskab savner jeg. Amager Strandpark er som en legeplads i forhold til de utæmmede strande på Nordfyn. Og den fantastiske, rå ensomhed der gennemsyrer de mennesketomme landeveje eksisterer ikke omkring København. Men selvom der kun er 200 kilometer, er afstanden fra land til by for stor, og jeg savner ikke den lille by, kun landskabet omkring.

Og måske er det også sådan for Knud Romer, at han bærer begge sandheder i sig, som jeg gør. Dobbeltheden. Landet er et frygteligt sted. Landet er et fantastisk sted.