Det tager lang tid at komme derud med offentlige tranport, især mår man ikke har tjekket bustiderne i forvejen. Lang tid, men vi er nogenlunde tålmodige lille K – min niece og jeg. Vi er på tur, og i dag er vi taget ud i havnen den yderste spids af Refshaleøen, der går under navnet Teaterøen. Vores mission var egentlig at tage nogle billeder, som søs måske kunne bruge til en tekst, hun sidder og skriver på, men det var noget med skygger og tusmørke, og da vi ankommer er det solskin og vind og havn. Jeg har vist heller ikke fået tjekket tiden for solnedgang. Ikke den dag de billeder skal tages altså, men så fint, der er frost og vindbid i luften, og solen varmer nogle steder, som om det næsten er forår.
Det er ikke meningen, at vi skal noget bestemt derude, så vi driver afsted ned mod vandet. Jeg er tiltrukket af den del af havnen. Jeg går af og til derud hjemmefra bare for at gå rundt, og jeg ved godt hvorfor. Jeg kan godt lide betonen, jeg kan godt lide forfaldet, de smadrede ruder, græsset der bryder gennem asfalten. Jeg kan godt lide, at der er alle mulige sære foreninger og mennesker derude, husbåde og værksteder, og så er det selvfølgelig også stedet, hvor jeg fejrede midsommer med nogle venner sidste år. Bystyret har smart nok lagt en del af de mest larmende koncerter herude. Det minder mig om Amsterdam i slut 80’erne, hvor jeg i en periode boede på KNSM-eiland i Østhavnen. Teaterøen ligger på samme måde, som sidste led i en række af kunstige øer. Her er meget mere ordentligt, men der er stadig den her yderst tiltrækkende fornemmelse af råt rod.
Vi har taget stjernekastere med til fotoserien i tusmørket på kanten af kajen, men der er ingen grund til ikke at lege med dem, selvom det er lyst, siger lille k, de er flotte alligevel. Og det har hun jo for så vidt ret i, så vi tænder den første og driver ned langs pakhusene, mens vi kigger på stjernerne. Lille k fører an, lidt utilfreds over, at der ikke er et sted, hvor man kan købe is, men interesseret. Jeg har fundet kameraet frem, vi synes alligevel begge to, at det er lidt sjovt med de stjernekastere, og da vi drejer om det første hjørne synes k pludselig, at vi skal blive her og bygge noget. Ligesom en lille skade ser hun grådigt på glasskårene, plastikposerne, dåserne, rester af bjælker med stivkrampefremkaldende rustne søm slået tværs igennem, brækkede nedløbsrør. Det er som om hun fornemmer, at området er forladt og at det derfor er et sted, hvor hun kan bygge SIN HULE. Hemmeligt uforstyrret NO.1. Jeg er jo voksen og lidt mere kynisk, men jeg trækker på smilebåndet, for jeg genkender hendes begejstring. Her er alle de ting som ville give de voksne i hendes liv et hjerteanfald, hvis de vidste, at hun legede med dem. Her er muligheder!
Nu er jeg jo en af de føromtalte voksne, så jeg bliver alligevel nødt til at sætter min fod ned, da vi tonser op af en regnvåd glat trappe på vej til taget. Ikke taget denne gang, taget en dag hvor trappen er tør og kameraet ikke er i hånden. I stedet holder vi vingummipause på kanten af kajen, og jeg har lovet både Katrine fra børnehaven og mor, at jeg nok skal fiske hende op i en fart, hvis hun skulle få overbalance. Hun kan nemlig godt lide at sidde på kanten. Og så går vi videre i en underlig rytme, hvor jeg tuller afsted efter hende, og hvor hun finder ting, som hun samler op og leger med, undersøger og flytter med til et andet sted, hvor hun igen lader dem ligge. Hun er inde i en gammel campingvogn, hvor hun åbner alle skuffer og skabe, hun laver en båd i en vandpyt, der er masser af store og dybe vandpytter. Der er pludselig en gren, der skal med, der er metalbændler, der er kæmperør, der er flere vandpytter. Der er der en ubåd, som nogle mænd er ved at reparere. Vil arvingen ikke ind og se den, spørger de, og vi får lov til at kigge ind. Den hedder ’Nautilus’ efter ubåden i Jules Vernes ’En verdensomsejling under havet’ og skal i vandet igen til foråret. Den er ikke ligeså stor som sin navnefælle, men ideen om, at man da godt kan bygge sin egen ubåd, hvis man vil, kan vi godt lide. Der er også et rumlaboratorium herude, fortæller de. Kom ud en dag, hvor vi fyrer raketter af.
Vi er ikke en del af den præcis samme leg, jeg ved ikke, hvad det er k har gang i. Jeg bevæger mig i en langsom linje gennem området, når jeg peger på noget eller går tættere på, er det mest med kameraet, mens k flintrer fra side til side. Jeg tror, at hun har gået to gange min tur. Vi taler sammen, om det vi ser og det vi laver, så på den måde er vi næsten inde i hinandens perspektiv. Jeg tror ikke k tænker over det. Hun er høj og vild på sin drømmeleg og fuldstændig optaget af at samle mærkelige ting op. Legepladser er ikke kedelige, men der er rammer omkring legen, så den kanaliseres ind i et forventet udkomme, i nogle sikre lege. Legepladsen er genkendelig, vel nærmest identisk i sin opbygning, på samme måde som den universelle forstad er det. Hvad pokker er det hun laver her, når hun samler en ting op og elsker den og slæber den med 100 meter og lægger den igen for at samle en ny ting op som også er fantastisk. Planter hun dem igen? Sår mere kaos i kaos? Forandrer verden en lille smule? Jeg vil ikke hjem.
“Hej Ulv. Se hvor hurtigt jeg kan løbe! En to TRE. Nu kommer jeg!”
Vi sidder på den bedste plads bagerst i bussen, da solen er ved at gå ned, vi er gennemblæste og kolde, men vi kan heldigvis sidde her et kvarters tid og varme op, inden bussen kører ind mod byen igen. Lille k bakker på sin lakridspibe og ser ud af vinduet. En skipperpibe, når man har været på havnen, siger jeg til de to ældre mænd, der griner og nikker til k. Den ene har skipperskæg. De sætter sig på sæderne lige foran os og åbner en taske. Vi hygger os også, siger de, og skåler med to øl på dåse, altså lige nede under kanten af ryglænet, så buschaufføren ikke kan se de forbudte varer. De skal til generalforsamling i bådforeningen. k ser på mig og siger, at vi altså bliver nødt til at finde en is på vejen hjem. Det kan jeg godt se. Vi bliver også nødt til at spise et eller andet aftensmad, og vi skal have lavet en aftale med mor og far. Solen vælter tæpper af mørkt gyldent lys henover sortblå havn og betonen suger alt lyset til sig. Kameraet er pakket væk. Bussen sætter i gang. Åh, god eventur!
Jeg elsker den historie, søs. Fotografierne er så smukke og lille K i sit allerfineste eventyrlige sindelag simpelthen bedårende. Er særlig vild med foto-rækken “stammedans om røde tønder.” Hvad mon hun tænker på dér midt i dansen?