Meget langsom

Der er en lille bæk. Jeg går ind på stien langs den og væk fra vejen og kigger efter det egern, jeg så sidde lige i udkanten af buskadset på en gren, der bøjede hen over stien, sidste år. Jeg så egernet flere gange, når jeg brød gennem løvfanget. Men ikke denne gang. I stedet er der en fasankok, den bliver så forskrækket, at den flyver op i det nærmeste træ, der er alt for tyndt til at bære dets vægt. Der svajer og basker den ganske uværdigt i et par rædselsslagne sekunder, inden den får brugt bevægelsen til at støde af og flyve væk. Jeg har egentlig kameraet i hånden, men jeg fumler og får ikke løftet linsen, inden træet igen står alene i morgenlyset. Jeg går videre, men med en smilefure i mundvigen. Morsomt og ærgerligt.

Der sidder en solsort. Den sidder på en lav gren på baggrund af nye helt lysegrønne skvalderkål. Lyset strømmer i gyldne striber ned på bladene, skvalderkålene pulserer grønt og solsortens næb bliver oplyst gult indefra. Den sidder ganske tæt på, den kigger på mig, jeg fumler, den bliver siddende, jeg retter linsen mod den og i samme øjeblik, som jeg trykker, flyver den væk med en melodisk latter hængende efter sig.

wing of a black bird

Jeg står lænet op af en træstamme helt nede ved bækken, jeg har lige gumlet en bolle med ost og tænkt med en vis sørgmodighed på både fasan og solsort og mine fumlerier med kameraet. Jeg kan mærke at noget bevæger sig og kigger i den retning, og der, på den anden side af bækken ved siden af en knudret stamme, på skrænten der er fuld af blomstrende anemoner og blødt lys og skygge på kryds og tværs, sidder en rødkælk med brystet svulmende rødt, så rødt at det næsten overstråler alle de fine farver i morgenlyset. Jeg tager et billede. Jeg tager et til billede. Rødkælken kigger på mig en sidste gang og forsvinder. Ha. Jeg kigger på fremviseren. Og på en eller anden måde er det lykkedes mig at #¤&%/&%& rette linsen på et punkt under fuglen. Anemoner ja, ingen rødkælk. Her udstødte jeg et indvendigt ulykkesbrøl, som hvis nogen kunne høre det, havde fået skoven til at skælve. MOR – fuglene driller!

Jeg går videre. Jeg er nedbøjet og ubegribelig langsom. Jeg mumler som et mantra ”Mit hjerte er ej blomst ej blad og våren gør det ikke glad. Mit hjerte er ej blomst ej blad…”. Jeg kan umuligt bevæge mig langsommere. Jeg sidder lidt og sukker, så går jeg videre, jeg står på en sten ude i vandet. Så interessant, hvordan det helt skifter karakter efter lys og årstid, dens løb har også forandret sig fra sidste år. SURMULE. Der er ikke haletudser endnu, men der er mærkværdige små væsener på det laveste vand, der ligner ferskvandstanglopper, der er guldsmede og stankelben og snegle. Der er også flere fugle, men dem ignorerer jeg. BORTSET fra den rødkælk som alligevel satte sig på en gren, mens jeg kiggede på insekter og blev siddende, så jeg kunne tage et sørgmodigt in memorandum billede. Nogle ville sige at humlebier er langsomme og kluntede væsener. Der er mange humlebier ude. Det er de sidste af de store dronninger – der er vågnet fra vintersøvnen og nu leder efter et sted at bo. De har et erratisk flyvemønster, og så er de også for hurtige til mig. Når stankelbenene sidder stille er de mægtigt interessante, så skrøbelige og så med et mærkeligt aflagt snabelagtigt kæbeparti. Jeg resignerer.

the robin who let me take its picture - skeptical though
the robin who let me take its picture – skeptical though

Der er gået to timer. Jeg er nået den lille kilometer fra det sted, hvor bækken løber ind under vejen til det sted, hvor den springer ud af jorden. Jeg er slet ikke færdig med at være ude, så jeg beslutter mig for at kæmpe mig tilbage af den anden bred. Jeg er blevet opmærksom på, at det i hvert fald i forårsmånederne kan lade sig gøre. Faktisk er der så lavvandet, at jeg flere steder kan gå på stenene langs bredden eller i bækken i stedet for at gå op og væk i buskads og træer. Jeg går, af og til tager jeg et billede, men mit hoved er efterhånden tømt for andet end lyden af vand og synet af lys og skygge i det. Jeg står netop på sådan en sten, da jeg ser noget bevæge sig på en kvist, der er kilet fast mellem to sten. Det ser ud som en lille sommerfugl i et spindelvæv. Der er en sandbanke tæt ved. Jeg bevæger mig derover og kan se, at det er en døgnflue, men tilsyneladende ikke i et spind, men i dens egen tråd. Den griber og flyver i modlyset og refleksionen i det hurtigt løbende vand, griber efter sin skygge, efter sig selv. Jeg lægger min taske og knæler, finder forsigtigt mit kamera frem. Den flyver og skyggen er snart mere tydelig end den er, snart blæst væk i ringe i vandet. Lyset blænder mig og fluen danser fæstet til en snor, holdt fast i tiden, men med hele universet inden for rækkevidde. Sådan ser det i hvert fald ud. Det er den smukkeste flue jeg nogensinde har set.

you are

touch

Skulle jeg have ladet den danse sådan til den døde? Jeg rejser mig og måske tænkte jeg allerede over det, mens jeg tog billeder. Hvad lavede den? Var det dens egen tråd eller var den hæftet til spindet af en edderkop, trods alt? Ville den ikke dø, mens den dansede, narret af vandets klarhed og det glimt af universet vi så? Jeg føler mig forbundet. Jeg rækker ud efter den kvist, den er fæstet på og bærer den forsigtigt ind til kanten af bækken, hvor jeg sætter den ned. Fluen flyver ikke, jeg kigger på den, og jeg har fornemmelsen af, at den også ser på mig. Afbrudt i sin dans. Jeg tager et billede. Jeg rejser mig og går. På vejen støder jeg på to ænder, de flyver ned mellem de tætte kroner og lander med stor præcision og elegance på den lille bæk. Jeg er stadig meget langsom, måske ikke så langsom som et træ eller en snegl eller en bæk, men langsom. Fluen lever en hel dag. Jeg går langsomt hjem, snart frokost.

mayfly on old leaves

2 comments

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.