I år er det 150 år siden, at Alice i Eventyrland udkom første gang og som en markering af jubilæet fik jeg lyst til at skrive en smule om hendes eventyr på en helt uakademisk måde, selvom det på en og samme tid både er hårdt og mærkeligt frigørende at gøre. Jeg havde det som om, det var en ting, jeg virkelig måtte gøre, måske især fordi jeg, siden jeg begyndte at studere, er begyndt at tænke på sprog og nonsens på en helt anden måde. Alice i Eventyrland er en bog, som er fyldt med nonsens og skøre vendinger, men af den art der forsøger at få dig til at være opmærksom på, hvordan du tænker, og hvordan den måde du tænker på, ofte er i sprog.
En morsom ting ved Alice i Eventyrland, er, at den udover at være morsom, er en bog der genremæssigt er grupperet hos børnebøgerne. Genre hjælper med at fortælle, hvad læseren kan forvente sig af en bog, den grupperer i kategorier og ligheder. Det betyder, at når man som læser griber en komedie, så ved man at alt ender godt, ligesom vi instinktivt ved, hvad vi kan forvente af en børnebog. Men hvad forventer man egentlig af en børnebog? Måske en bog med et letforståeligt og simpelt plot. Alice i Eventyrland har egentlig ikke en nem og lettilgængelig plotstruktur, medmindre man ved det forstår en pige, der falder ned i et kaninhul, spiser forskellige genstande for at ændre sin faktiske fysiske størrelse, taler med en kålorm og er en del af et uendeligt teselskab sammen med andre talende dyr og så videre. Måske er dette plot ikke fuldstændigt usandsynligt i en børnehistorie, ikke når man tænker på at en af de allermest berømte børnehistorier handler om to søskende, der myrder en heks ved at skubbe hende ind i en ovn. Jeg tror nu alligevel, at det der gør Alice’ Eventyr ekstraordinært er det andet spørgsmål på checklisten: har bogen et simpelt og letforståeligt sprog? Nej, overhovedet ikke, det er det rene vrøvl, ville nogle sige. Jeg kan her fremhæve hattemagerens sang, som blev sunget til den røde dronnings koncert, til hendes store misfornøjelse, og senere for Alice. Hattemagerens sang lyder sådan:
‘Twinkle, twinkle, little bat!/ How I wonder what you’re at!/ Up above the world you fly/ Like a tea-tray in the sky./ Twinkle, twinkle’
’Flyv, flyv, flagermus!/ Hvor monstro du har dit hus?/ Oppe over himlens skyer/Flagrer du på eventyr./ Flyv, flyv – (Alice, end of chapter 7)
Du genkender måske sangen som en variation over Twinkle, Twinkle, little Star, men forandret på samme måde som et barn ville forandre en sangtekst, når det ikke helt kan huske teksten eller bare for at gøre den mere morsom. Men sangen rækker i dette tilfælde med parodiens hjælp ud over omstændighederne ved dens tilblivelse og direkte ind i vores associationer og erindringer. Med stor humor bliver ethvert ømt, sentimentalt øjeblik mellem forældre og søvnigt barn punkteret af latter. Sangen bliver gjort vedkommende og formbar ved hjælp af lystighed. Mange ting i eventyret om Alice bliver givet en tilsvarende behandling.
Illustration af Fiske. Kapitel 7 – Det tossede teselskab. (Alice havde ikke regnet med, at hun skulle møde hattemageren ved teselskabet. Hun var taget afsted for at møde haren efter de anvisninger hun havde fået af Filurkatten). “Dit hår trænger til at klippes,” sagde hattemageren. Han havde siddet og kigget meget nysgerrigt på Alice i længere tid, og det var det første, han sagde”. ENG: ”’Your hair wants cutting,’ said the Hatter. He had been looking at Alice for some time with great curiosity, and this was his first speech.”
Illustration af Fiske. Kapitel 4 – Trylleflasken og et firben. (Kålormen er en imponerende skikkelse med sine præcis 8 centimeter, som han sidder der med sin pibe på toppen af en magisk svamp. Alice spørger ham om råd i forhold til hendes konstant skiftende størrelse). ”Hun stillede sig på tåspidserne og kiggede op over kanten. Og nu opdagede hun en stor, blå kålorm, der sad øverst oppe med korslagte arme. Den røg i ro og mag på en lang vandpibe og brød sig ikke det mindste om hende eller noget som helst andet. ” ENG: “She stretched herself up on tip toe, peeped over the edge of the mushroom, and her eyes immediately met those of a large blue caterpillar, that was sitting on the top, with its arms folded, quietly smoking a hookah, and taking not the smallest notice of her or of anything else”.
Jeg ville for så vidt gerne hævde at børn ikke selv finder på, hvilken slags bog en bog skal være, for at være en børnebog, men Lewis Carroll eller Charles Dodgeson fanger helt vidunderligt, hvordan et barn tænker og taler i Alice’ eventyr, så på den måde passer beskrivelsen børnebog meget godt. Han fanger de uorganiserede forbindelser mellem idiomer og ordsprog som børnene endnu ikke helt mestrer, tilbøjeligheden til at lege, behovet for at eksperimentere og til at genorganisere sproget, for derved at få et ejerskab til det, forvirringen barnet føler ved de voksnes mærkelige konventioner, og barnets forsøg på at tilpasse sig og på ikke at være mærkelig. I Alice’ tilfælde sker det ved at pålægge det, der synes at være det rene vanvid, en form for logik. Alt dette udspiller sig i similer af genkendelige voksenscener, som det for eksempel ses hos teselskabet. Den slags sammenkomster kan virke mærkelige på et barn, alle de mennesker der bare sidder og snakker, og kun flytter sig en gang imellem og så kun for at begynde forfra med at snakke, og selskabet bliver bare ved og ved i det uendelige. På en mærkelig drømmeagtig måde ser vi ting udspille sig i den skøre hattemagers teselskab, der for en uindviet virker absurde, .
“I want a clean cup,” interrupted the Hatter: ‘let’s all move one place on.’ He moved on as he spoke and the Dormouse followed him: the March Hare moved into the Dormouse’s place, and Alice rather unwillingly took the place of the March Hare. The Hatter was the only one who got any advantage from the change; and Alice was a good deal worse off than before, as the March Hare had just upset the milk-jug into his plate.
Jeg vil have en ren kop,” afbrød hattemageren, “lad os alle sammen flytte en plads højere op.” I det samme flyttede han sig, og syvsoveren fulgte efter. Haren kom til at sidde på syvsoverens plads, og Alice satte sig lidt modstræbende på den stol, hvor haren havde siddet. Hattemageren var den eneste, der havde nogen fordel af forandringen – Alice derimod fik det værre end før, fordi haren lige havde væltet flødekanden hen over sin tallerken. – (Alice, end of chapter 7)
Måske kan man fortolke dette intermezzo i teselskabet som en kommentar til det absurde i konventionerne omkring helt almindelig socialisering, eller som et forsøg på at løse problemet med at ville have en ren kop, men uden selv at behøve at gøre den ren. Selvfølgelig kun for ved empirisk metode at opdage, hvor kortsigtet den løsning var, når det at bytte plads betyder, at man konfronteres med en væltet flødekande, stakkels den.
Jeg bør dog ikke være for afvisende over for genrer. Jeg finder dem ofte begrænsende og en lille smule obskure, men genrer er nyttige, fordi de beskriver typer og som mennesker tænker vi ofte i kategorier og ligheder, metafor og metonymi. Men nogle gange står genrene i vejen for sig selv, når folk, mig i hvert fald, begynder at tro at den genre en bog tilhører, samtidig absolut udtrykker hvad der står på bogens sider, eller at genren absolut udtrykker, hvad bogen er. Derfor, mens genre for nogle, tja mig igen, synes at være en begrænsning af bogens muligheder, så er det en nyttig metode til at kategorisere bøger. Og heldigvis begrænser den ikke endegyldigt, hvem der kan læse i hvilke bøger, ellers ville Alice i Eventyrland sikkert ikke have haft så mange læsere; i den alvorlige voksenverden var der nok ikke så mange, der i første omgang ville synes, at det var interessant at læse i en simpel børnebog. Under alle omstændigheder, så taler jeg af erfaring, jeg var nemlig sådan en person, der tænkte at det både var en smule mærkeligt og kedeligt, da jeg af en universitetslærer blev opfordret til at læse og analysere et stykke af Alice’ Eventyr for resten af holdet. Jeg ville meget hellere i gang med de virkelig alvorlige ting, (og hvilken fuldstændig håbløs ting er det ikke at ønske sig det)! Imidlertid blev jeg ret betaget, da jeg først kom i gang, og som et resultat har jeg lært at forventninger og prædispositioner er ligeså farlige, som de er nødvendige og uundgåelige, og måske endda nyttige engang imellem; en indsigt jeg på skrækkeligste vis nu deler med jer.
Illustration af Fiske. Kapitel 7 – Det tossede teselskab. (Værten ved teselskabet er haren. Han bor i et hus, der meget tematisk har skorsten der ligner hareører). ”Haren tog uret og kiggede dystert på det. Så dyppede han det i sin tekop og så på det igen, men han kunne ikke finde på noget bedre at sige end det, han allerede havde sagt: “Det var virkelig det allerbedste smør.” ENG: “The March Hare took the watch and looked at it gloomily: then he dipped it into his tea cup, and looked at it again: but he could think of nothing better to say than his first remark, ’it was the best butter you know.’”
Men jeg er vidst kommet lidt bort fra sporet, hvis der overhovedet var et. Jeg tror, at jeg var i færd med at causerer over sproget i bogen, og nu kan du sige, hvis du absolut vil være vittig, at jeg er en anelse ufokuseret, men jeg vil ignorere det og lade mig falde ned i min gigantiske tekop, hovedet først. Sproget er fascinerende, fordi det leger med metafor og metonymi, heri, ens forventninger til sproget. For at redegøre, metaforen fungerer ved hjælp af erstatning, mens metonymi fungerer ved hjælp af forbindelse. Bevidstheden bliver rystet og overrasket og i en tilstand af forvirring, der kan sammenlignes med at løfte en mælkekarton, man regner for at være fuld og opdage at den er tom, så hånden, der holder den, flyver i luften i en latterlig gestus af ”Hil Mejerierne”, bliver bevidstheden nødt til at genordne dens forventninger for at forstå, hvad det egentlig var, der skete. Eventyrland er sådan et sted, et sted hvor alting hele tiden skal genordnes, et sted af eventyr og, ja, undren forstået som hvad?måden af ordet og ikke wow?måden. Et eksempel kan findes i Alices møde med Filurkatten (the Cheshire Cat); ‘“Well! I’ve often seen a cat without a grin,” thought Alice; “but a grin without a cat! It’s the most curious thing I ever saw in my life.” (DK: “Jeg har ganske vist ofte set en kat uden grin,” tænkte Alice. “Men et grin uden kat! … noget så besynderligt har jeg da aldrig set i hele mit liv!” (Alice, end of chapter 6))
Katten forsvinder gradvist, stykke for stykke, i et forsøg på ikke at skræmme stakkels Alice, først forsvinder halen og til sidst dens rovdyrgrin, som hænger der et stykke tid uden dets kat. Det får en helt naturligt til at stille spørgsmål, i øvrigt helt i tråd med bogen som stiller mange spørgsmål, men kun besvarer få; forsvandt katten et sted hen uden sit smil? Og hvis den ikke længere har et smil, er den så kun en kat? Eller er den blot usynlig, når den forsvinder? Men så er den der jo stadig, eller hvad? For at være væk eller forsvundet, plejer at betyde at man er et andet sted, gør det ikke? Og hvis du er, så er det vel umuligt samtidig ikke at være, så hvis du er, så må du jo nødvendigvis være et sted? Hvordan kan man så overhovedet forsvinde gradvist?
Illustrationer af Fiske. Kapitel 6 – Grisen hyler -næsen nyser. (Filurkatten er ikke blot behjælpelig med at vise Alice på rette vej, den giver hende også en indsigt i, hvordan det gode folk i Eventyrland er sat sammen. De er tossede allesammen hende selv inklusiv. Da hun først får øje på filurkatten sidder den i et træ). ”Katten grinede bare, da den opdagede Alice. Den så egentlig rar ud, tænkte hun, men den havde meget lange kløer og en mængde tænder, så hun var klar over, at den måtte behandles med en vis respekt”. ENG: “The Cat only grinned when it saw Alice. It looked good-natured, she thought; still it had very long claws and a great many teeth, so she felt that it ought to be treated with respect.”
På mange måder deler Alice’ Eventyr et barns forvirring og glæde over nye opdagelser med læseren. Det virker måske ikke logisk, for et menneske eller en person som aldrig har hørt talemåden ’børn skal nok ses, men ikke høres’. Men som sådan er det alligevel ikke en ulogisk indvending, da den skøre hattemager siger til Alice, efter at hun siger, at hun bliver nødt til at ’slå tiden’ (beat time) for at spille musik, ‘He wo’n’t stand beating. Now, if you only kept on good terms with him’. (DK: “Det synes han virkelig ikke om. Er det måske ikke taktløst sådan at fordrive ham? Men – hvis du blot sørger for at stå på en god fod med ham, så gør han næsten alt, hvad du vil med uret”. (Alice, end of chapter 7))
Ser du, man ‘slår’ jo tiden for at angive en bestemt rytme og for at holde tempoet, når man spiller musik, og på vittigste maner bliver stakkels Tid derfor fuldstændigt misbrugt og senere myrdet af hattemagerens ’twinkle-sang’, som han synger til den røde dronnings koncert. Et melodisk mord som til gengæld dømmer hattemageren og venner til at afholde et uendeligt teselskab. Forskellen eksisterer mellem den konkrete mening og den figurative mening. Befolkningen i Eventyrland ser ikke ud til at kunne forstå forskellen, fordi de ligesom barnet mangler erfaring, faktisk ser det ikke ud til, at der er nogen forskel. Så metaforen ’at slå tiden’ opfattes som en konkret handling og ikke en figurativ talemåde, og vi bliver igennem den italesættelse bedt om at reeksaminere vores forudfattede opfattelse af sprog.
Vi kan ikke bare passivt modtage, når vi er i Eventyrland, vi bliver nødt til aktivt at involvere os, på en måde bliver vi nødt til at lege, undre os og lære, ligesom et barn der oplever noget nyt, ligesom Alice. Bogen har et sprog, der fordrer af os, at vi følger det til roden, til dets begyndelse, at vi fortaber os i dets mange forgreninger, og i netop den fortabthed viser det os sprogets muligheder, og hvordan det måske er en leg at anspore roden til at gro endnu dybere. Eventyrland er givetvis et skræmmende sted med dets rovdyrsmil og dronninger med en passion for halshugning, virkelig uhyggeligt nogle gange, men humor punkterer hver gang frygten ved at tilføje et nyt perspektiv. Som læser eller analytiker er det nemt at miste perspektivet med spørgsmål som; hvad er budskabet? Hvad vil teksten som historie? Måske er teksten ikke ment til at ville noget som helst andet end at underholde dig et stykke tid, så du kommer på andre tanker, måske vil den bare pirre din fantasi og helst efterlade dig med et lille smil, så længe du ikke bare lader smilet hænge. Som sådan går vi til et mærkeligt sted for at lære, at vi altid er fremmede, og at vi alle er skøre her, og hvor er det egentligt morsomt!
-o0o-
Og hvor er det egentlig morsomt at have gæster! Vi er så heldige at kunne byde velkommen til to af vores bedste mennesker som faste gæster på kooiink.com. En uhyrlig stor tak til Robyn Kooistra for at dele sine tanker om Alice og hendes fjollede eventyr, og til Fiske for at vække dem til live med hendes exceptionelle illustrationer. En mere lusket hare og selvhøjtidelig kålorm skal man lede længe efter. Og også en stor tak til Erling for at forvandle hvidt til sort.