Jeg har altid haft meget nemt ved at forsvinde ind i forestillingen om noget, ofte nemmere end at fastholde opmærksomheden på mine umiddelbare omgivelser. Det gør for eksempel at jeg er utrolig dårlig at have med på safari. Der går højst to minutter før jeg har foretaget en mental Houdini, og min opmærksomhed som skulle være rettet mod at lokalisere løver, forsvinder ud i verdensrummet – jeg mangler disciplinen eller måske lysten til at være nærværende. Og nogle gange kan et særligt sted sætte fantasien i sving. Det er ikke altid at andre ser det samme, eller at stedet i sig selv er bemærkelsesværdigt. Men noget vækkes, blikket tåges og jeg forsvinder fra én virkelighed til en anden.

Og nu har jeg fundet et nyt sted, et helt særligt et. Det er modsat mange andre yndlingssteder i byen hverken smukt eller storslået. Nej, det er faktisk tilpas råt og broget til at det formår at pirre både nysgerrighed og fantasi. Det er måske et af de mest befærdede områder i Købehavn og alligevel er der ingen mennesker, eller i hvert fald meget få mennesker. Og man ser dem ikke, disse mennesker, men de efterlader våbenskjold på våbenskjold som bevis på deres færden. Det er bedst at besøge stedet, når det er mørkt, for så er det oplyst af et skingert, gult lys, der bader hver en hvælving i en udefinerbar tåge. Jeg bevæger mig altid lidt for hurtigt igennem, så jeg kan ikke helt se det, jeg leder efter, hvilket bare gør mig endnu mere overbevist om, at det er det helt rigtige sted. Indgangen til byen under byen. En portal. Et knudepunkt. En dør mellem dimensioner.

Stedet vil ikke fanges, og hver gang jeg forsøger, ender jeg med et fotografi af mig selv og kun en antydning af det mystiske. Det går for stærkt, og jeg kan ikke stoppe. Men måske er det altid sådan med de mystiske steder. Jeg opdagede det på vej på arbejde, og det undrede mig, at jeg ikke havde lagt mærke til det før. Ikke sådan rigtigt. Men efter at have boet i København i 15 år, burde jeg vide bedre. For hver gang jeg tror, at jeg kender byen, folder den sig ud på ny.

Det er faktisk en kærlighedshistorie. Jeg elsker at cykle over Knippelsbro og suse ned mod byen med udsigt til børsen og Christianborg. Eller at gå ad Bredgade til Marmorkirken, der ligger så fint mast inde, som om byen ikke helt ynder at frigive plads til andet end de mennesker, der bor der. Kirken er på en gang storslået og klodset – en elefant i en glasbutik.

Og så er der Bibliotekshaven på vej på arbejde – en bænk, en søster, en samtale, en kop kaffe og Kierkegaard. Og næste stop – Marmorbroen – hvor muligheden for at forlænge en altid interessant og vigtig samtale ved at flygte ud i skoven diskuteres, før den uundgåelige kapitulation og march mod arbejde

Og det er ikke kun stederne, men også tiden. Jeg tror byen er foranderlig, men den narrer mig. Jeg er foranderlig, og den er fast. Dens grænser flyttes, der skubbes og mases, men vi er massen, der flyder i gaderne. Blodet. Og gaderne runger af vores minder, et kys på hjørnet, en slåskamp, ildebrand og bomber. Et kollektivt aftryk af menneske, men København er ikke vores – vi er dens.

Men jeg fortaber mig. Tilbage til stedet og det mystiske. For der i mørket på s-togstrækningen mellem Vesterport og København H ser jeg min barndoms litterære helte og dæmoner. Jeg ser Momo flygte fra de grå tidstyve, og jeg ser blåfolket titte op over jordens overflade for første gang efter rotterne overtog verdensherredømmet. Det er et sted, hvor den slags kan ske, hvor fiktionen overhaler virkeligheden. Og bedst som jeg tænker på Momo, får jeg en tælleblanket stukket i hånden af DSB, der har årlig tælledag, og jeg ved bare, at Momo ville sige, at de grå herrer igen er på færde. For netop som jeg lader fantasien få overtaget, bliver jeg hevet tilbage til den virkelighed, hvor jeg er på vej på arbejde og skal tælles til en statistik. Men i eftermiddag tager jeg turen tilbage gennem det særlige sted, hvor jeg med glæde vil forsvinde igen.

København,
du er kun alt jeg har
når dine tusinde øjne lukker i
og mørket maler dig uendelig
-Ulige numre ”København”

 

[Denne billedserie er taget af min dejlige søster, som tog turen frem og tilbage mellem Hovedbanen H og Vesterport adskillige (rigtig, rigtig mange gange) for at fange det mystiske mørke. Fra en fredelig bænk i bibliotekshaven til byen under byen og små lygtemænd med øjne som ild.]

-oOo-

Note: Michael Endes Momo eller Den sælsomme historie om tids-tyvene og om barnet, der bragte den stjålne tid tilbage til menneskene er skrevet i 1973, og nogen vil hævde at det tidsmareridt, der er beskrevet i romanen til forveksling ligner en ganske almindelig dansk hverdag anno 2015. Momo er en sælsom lille pige med en særlig egenskab – hun kan lytte. Kampen mod de grå herrer er episk og Momo en af de bedste børnebøger nogensinde – men uhyggelig, og derfor ikke for de helt små. Kan sagtens læses af voksne, eventuelt som erstatning for et planlagt mindfullness-kursus. It works wonders.

Bent Hallers Blåfolket blev udgivet første gang udgivet i 1986 og handler om små blå væsener, der i tidernes morgen blev fordrevet fra jordens overflade af kæmperotter. De bor dybt i jordens indre og drømmer om en dag at se himlen.

Vesterport banegrav blev renoveret i 2010. Københavns Kommune er desuden ved at undersøge muligheden for at overdække banegraven. Intentionen er at opføre et nyt grønt byrum på området. København er i dialog med Banedanmark, der ejer banegraven og DSB, der ejer byggeretten til luftrummet over banegraven. Men når man bygger over, bygger man også under. Hvis alt går vel, betyder det mere plads til Momo og blåfolket: Et nyt byrum over banegraven