Det er efterhånden mange bier i København, de ses i parker og altankasser og rabatter rundt omkring i byen. En dag i juli, da jeg gik rundt i det indre København, spidsede jeg pludselig øren, der var en umiskendelig motor henover støjen fra trafikken. Det var bierne på træk ned ad en lang lindeallé. Det samme oplevede jeg i foråret ved et piletræ på fælleden og senere under ahorntræerne i mine forældres have på Fyn. Jeg elsker den lyd. Det er lykkelige timer, når jeg kan stille mig ind midt i intensiteten af den og så egentlig bare blive stående der, og stå, eller fotografere lidt, hvis kameraet er med.
Det er underligt, at det virker beroligende, når man tænker på den vilde aktivitet, der foregår omkring en med 20.000 eller 100.000 bier på træk i et piletræ, der alle slår med vingerne cirka 240 gange i sekundet. Men det gør det, og jeg ved, at jeg, for andre forbipasserende ned ad hin lindeallé, sandsynligvis har stået med et lidt tåbeligt smil plastret på ansigtet og et fraværende blik i øjnene. Jeg har sikkert ikke lagt mærke til dem, så jeg ved ikke, om de også lagde mærke til årsagen; men jeg ser en bi eller et træk, hovedet tipper lidt på skrå, og så lytter jeg. Jeg ved ikke præcis, hvad det er jeg lytter efter, men et eller andet – ubestemt. Jeg tror, at den positur er et kendetegn for biavlere over hele verden. Spørg roligt deres pårørende, hvis I kender nogen. Der vil givetvis være historier.
For mig er lyden en stor del af biernes tiltrækningskraft. Det at stå under eller i et træk eller med hele hovedet nede i et stade. Glæden, når jeg åbner stadet, og det bruser op mod mig eller knitrer mod mine fingre, når jeg holder nogle enkelte bier. Andre gange fortæller lyden mig uden omsvøb, at det skal gå lidt rapt med gennemgangen af magasinerne, der er helt sikkert halvgnavne* bier på færde – der er lidt for meget diskant i tonen, måske er der et tordenvejr på vej eller en regnbyge eller noget helt tredje. Men biernes summen – deres elektriske sang – den vibrerer altid omkring dem og fanger mig ind.
Jeg tænker, at hvis man spurgte nybegyndere ud i biavl, om de følte en uimodståelig trang til at tage en stol og sætte sig ud ved siden af stadet og, øh, sidde, og de svarede bekræftende, måske ligefrem nikkede ivrigt og lettet, (for hvad er det egentlig der sker med mig), så ville det være et godt tegn på at de var blandt dem, der kom igen året efter. De ville måske ikke som det første pege på biernes lyd som grunden til deres interesse, den er ikke så konkret som for eksempel honningen eller det at gøre en forskel for diversiteten i naturen, men alle de biavlere jeg kender – elsker – at være i nærheden af staderne, hvor der ud over lyden, samtidig er betragtningerne over, hvad bierne kommer hjem med, henter de pollen, hvad er trækkilderne i øjeblikket og hvorfor flyver de alle mod øst, når der er et kæmpestort blomstrende kastanjetræ 15 meter fra deres stade? De bifolk jeg kender, fra foreningen i Hvidovre, min bimester Stein – og Jesper, som jeg har en bigård sammen med, symptomerne er de samme. Honningen er et dejligt biprodukt, men den er ARBEJDE. Det rigtigt sjove, det vanvittigt fascinerende er bierne og deres verden og lyden af dem, motoren, sproget.
En historie der begynder tæt på slutningen. Hmm. Sommeren går på hæld, Om en uge tager Jesper og jeg det meste af biernes honning og giver dem sukkervand i stedet, så slynger vi og rører honningen til den efter nogle uger bliver cremet, og bierne fodrer vi, indtil vi i september lukker taget til stadet en sidste gang og ønsker dem en god vinter. Men kære læser, selvom dette er i slutningen af sæsonen og den sidste sætning i indlægget, så vid at disse ord kun er introduktionen til et helt igennem uudtømmeligt emne!
[∞]
*Bimester Steins første læresætning: “Bierne er ikke halvgnavne – de er bare livlige. Vi avler nemlig kun søde bier”.